Tropisk cyklon oversvømmer knastør ørken

16x9
Rub’ al-Khali-ørkenen med søer mellem klitterne efter den tropiske cyklon Mekunus passage i maj. Foto: NASA

Lokale kamelejere forventer at kunne brødføde deres dyr i to år på ørkengræs.

Sælsomme syn dukker nogle gange op, når man nærstuderer satellitbilleder af Jordens overflade.

Det var netop tilfældet, da man hos NASA for nyligt granskede billeder af Rub' al-Kahli-ørkenen på den arabiske halvø. Verdens største sammenhængende sandørken og et af de tørreste steder på Jorden.

Det blev der imidlertid lavet om på, da den tropiske cyklon Mekunu drev hen over regionen tilbage i maj.

Rub’ al-Khali-ørkenen er verdens største sammenhængende sandørken med en størrelse på omkring 1000 gange 500 kilometer.
Rub’ al-Khali-ørkenen er verdens største sammenhængende sandørken med en størrelse på omkring 1000 gange 500 kilometer. Foto: TV 2

Pludselig var der talrige søer mellem alle klitterne i den østlige del af Saudi Arabien nær grænsen til Oman.

Billedet øverst er taget den 29. maj, tre dage efter, at Mekunu gik i land i Oman. Salah, en stor havneby i Oman cirka 300 kilometer syd for, hvor billedet er taget, fik 278 millimeter regn på et døgn. Det er mere end det dobbelte af, hvad byen normalt får på et helt år.

På før- og efterbillederne her kan du se forskellen fra den 13. maj, da det stadig var knastørt med saltsletter mellem klitterne og til den 29. maj, da der pludselig er søer selvsamme steder.

Mekunu mistede hurtigt pusten, da den bevægede sig fra kysten og ind over ørkenen, men der var alligevel så meget vand i den, at vand samlede sig i lavningerne mellem klitterne.

Vand samler sig uhyre sjældent til søer i denne del af ørkenen, som består af klitter i alle størrelser og afskygninger med saltsletter hist og her ind i mellem.

Ørkenen får normalt omkring 30 millimeter regn om året, og det er 20 år siden, man har set lignende tilstande i ørkenen.

Rub' al-Kahli er det af de mest ugæstfri områder på Jorden, og selv beduiner undgår området, der har et areal på 1000 gange 500 kilometer på den arabiske halvø. Navnet kan i øvrigt oversættes til enten "de øde lande eller tomheden".

Man forventer, at regnvandet giver anledning til opblomstring af græs hen over sommeren til glæde for alle kamelejere i området. De forventer i henhold til lokale nyhedskilder, at ørkenens kommende vegetation vil kunne brødføde kamelerne de næste to år.