Sjældent snevejr har ramt Chile

Trods få centimeter har man ikke set så stort et snevejr i hovedstaden i 11 år.

Indbyggerne i den chilenske hovedstad Santiago fik sig en iskold overraskelse, da det mandag begyndte at sne.

Flere gik fra arbejdet og ud på gaden for at tage billeder af det uvante vejr, og selv den chilenske præsident, Sebastian Pinera, kom ud af kontoret for at opleve sneen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Selvom det er vinter på den sydlige halvkugle, er det langtfra noget, man oplever hvert år.

Der leges med sneen i Santiago i Chile den 11. juni 2018.
Der leges med sneen i Santiago i Chile den 11. juni 2018. Foto: Scanpix Denmark

Den kolde luft strømmede frem til det centrale Chile sydfra mellem et højtryk i Stillehavet vest for Chile og et lavtryk over Argentina.

Samme breddegrad som Marokko og Tunesien

Santiago ligger i omkring 570 meters højde, men normalt skal man over 2000 meter i Andesbjergene, før sne bliver normalt i juni måned.

Byen ligger på 33 grader sydlig bredde, hvilket på den nordlige halvkugle tilsvarer lande som Marokko, Tunesien og Irak.

Den normale dagtemperatur i maj er 14,8 grader.

Santiago, Chile.
Santiago, Chile. Foto: TV 2

Største snevejr siden 2007

Det er det største snevejr i Santiago siden 2007, skriver nyhedsbureauet AFP, men hvor meget sne, der præcist faldt mandag, er usikkert.

Sidste år blev der målt tre centimeter sne i byen den 15. juli.

Tirsdag morgen lokal tid blev der målt temperaturer ned til -1,5 grader i hovedstaden.

Chiles præsident, Sebastian Pinera, og hans kone er ude for at opleve det sjældne snevejr i Santiago i Chile den 11. juni 2018.
Chiles præsident, Sebastian Pinera, og hans kone er ude for at opleve det sjældne snevejr i Santiago i Chile den 11. juni 2018. Foto: Handout / Ritzau Scanpix
Sneen mærkes efter i Santiago i Chile den 11. juni 2018.
Sneen mærkes efter i Santiago i Chile den 11. juni 2018. Foto: Martin Bernetti / Scanpix Denmark
En sjælden snemand ser dagens lys i Santiago i Chile den 11. juni 2018.
En sjælden snemand ser dagens lys i Santiago i Chile den 11. juni 2018. Foto: Martin Bernetti / Scanpix Denmark