Peter Tanev tester: Cykler du hurtigere, når det er varmt?

Jo varmere luften er, jo mindre luftmodstand møder man på cykelturen. Tanev er taget ud for at teste det.

I denne meget varme tid, er der sikkert mange danskere, der nyder godt af en cykeltur i det fri, hvor man kan få luftet skørterne og mærke vindmodstanden køle behageligt.

Om vinteren er der sikkert mange der slider sig afsted på cyklen, og ender med at være ganske forfrosne - ikke umiddelbart noget som man tænker længselsfuldt på lige i øjeblikket.

Kold luft er tættere end varm

Men det er ikke kun komforten, der ændres på en cykeltur fra sommer til vinter - det er også helt målbare forskelle som man oplever.

Når temperaturen stiger, så falder luftens massefylde - og den bliver med andre ord 'lettere'. 

Det betyder, at man oplever mindre vindmodstand, når man bevæger sig rundt udendørs - og navnlig når man begiver sig afsted på cykel.

I denne periode, hvor temperaturerne mange steder har nået 25 graders varme, er luften faktisk cirka 8-10 procent lettere end om vinteren, hvor lufttemperaturen ofte er omkring frysepunktet.

Det medfører, at man oplever cirka 10 procent mindre luftmodstand, og derfor ikke behøver at træde ligeså hårdt i pedalerne, når man vælger at sætte sig op på cyklen.

Se om Tanev kan mærke forskel

TV 2 VEJRET's Peter Tanev, har begivet sig til Odsherred for at teste om det er noget man faktisk kan måle når man cykler afsted.

Ved at øge overfladearealet, kan man efterligne forholdene i kold luft.
Ved at øge overfladearealet, kan man efterligne forholdene i kold luft. Foto: Sonny Bendiksen / TV 2 VEJRET

For at teste hvor meget mere modstand luften yder når den er omkring frysepunktet, er cyklen i andet forsøg udstyret med to små plader, der samlet set øger Tanevs samlede overfladeareal med cirka 10 procent - som skal tilsvare den tættere luft, man ville udsættes for hvis man udførte samme forsøg om vinteren.

Spørgsmålet er, om det så kan måles. 

I første forsøg når Tanev en topfart på 70 kilometer i timen, mens han med de ekstra plader, 'kun' når op på 65 kilometer i timen. En forskel på cirka syv procent, og meget tæt på det forventede.

Så den er god nok - du kommer hurtigere og lettere afsted, når det er varmt sommervejr.