Danmark mangler 4.077.780.000.000 liter vand

16x9
Regnen er tiltrængt - men hjælper ikke i første omgang. Arkivfoto. Foto: Scanpix / Scanpix

Selvom de danske jorde tørster efter regn, så vil en del af den regn, der falder, ikke hjælpe så meget.

Græsplænerne er afsvedne, blomsterne hænger og jorden støver hvorend man går. 

Danmark er netop nu ramt af den værste tørke i 10 år, og på landsplan mangler der nu cirka 95 millimeter regn. Det svarer til 95 liter vand for hver eneste kvadratmeter over Danmark - eller det astronomiske tal på cirka 4,1 billioner liter vand (helt præcis 4.077.780.000.000 liter) eller 4,1 kubikkilometer vand.

I kraft af det uhyre høje tal, så skal der i sagens natur meget regn til førend vandmagasinerne i naturen igen er opfyldt.

Regnen falder på knastør jord

Derudover så falder de første spæde dråber lørdag over dele af Jylland, mens vi søndag kan se frem til større nedbørsmængder - igen navnlig over Jylland.

Selvom enhver mængde regn er særdeles kærkommen, så vil en del af regnen ikke trænge ordentligt ned i jorden med det samme.

Selvom regnen er tiltrængt, løber den ikke ned i jorden med det samme.
Selvom regnen er tiltrængt, løber den ikke ned i jorden med det samme. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Er jorden meget sandet, så vil meget nedbør lynhurtigt sive igennem, mens man over tørre lerjorde kan opleve at vandet simpelthen "løber af", og ikke med det samme trænger ordentligt ned.

DANMARKS TØRRESTE KOMMUNER

Samlet nedbørsmængde fra 1. maj til 7. juni

  • Bornholm - 5,8 millimeter
  • Vejle - 7,3 millimeter
  • Hedensted og Gentofte - 7,8 millimeter
  • Fredericia - 9,6 millimeter
  • Horsens - 9,9 millimeter
  • København - 10,2 millimeter
  • Samsø og Frederiksberg - 10,4 millimeter
  • Vejen - 10,7 millimeter

Kilde: DMI

Det samme fænomen er velkendt i ørkenområder, når den første regn efter lang tids tørke falder.

Først når jorden er blevet ordentligt fugtet vil vandet for alvor trænge ned og give tiltrængt væde til naturen.

Efter en weekend der som sagt kan byde på byger, så venter der os en overvejende tør uge igen.