Danmarks ældste varmerekord er fra 1889 - og nu bliver den slået

16x9
Første side af Meteorologisk Årbog 1889. Bogen indeholder alle væsentlige meteorologiske data for Danmark. Foto: TV 2 VEJRET / Rigsarkivet

I 129 år har Danmarks ældste varmerekord stået urørt hen, men lige nu er vi i gang med en maj, som vælter rekorden af pinden.

Mange af os kan på denne fredag nok ikke engang huske, hvornår det regnede sidste gang.

Hver morgen, når vi slår gardinerne i soveværelset til side, skinner solen fra en skyfri himmel, og om eftermiddagen er vejret mere end rigeligt varmt til shorts og nederdele.

Sådan har det været i mange dage nu, og tallene taler deres tydelige sprog.

Aldrig før har vi oplevet så varm en maj, som i år, og rekorden for flest solskinstimer på en måned overhovedet står også for fald.

Men det er ikke hvilken som helst varmerekord, som maj i år med sikkerhed slår. Rekorden for middeltemperaturen i maj er nemlig den ældste varmerekord, siden de danske meteorologer begyndte at måle vejret regelmæssigt herhjemme i 1874.

Rekordvarm maj i 1889

Den nuværende rekord blev sat helt tilbage i 1889, og i 129 år har den stået urørt hen.

I 1889 var Christian 9. konge af Danmark. Det var også året, hvor Charlie Chaplin og Adolf Hitler blev født. Personer som senere kom til at præge verden - på godt og ondt.

Men det var også året, hvor Meteorologisk Institut - det, vi i dag kender som DMI, og som blev oprettet i 1872 - registrerede den højeste gennemsnitstemperatur i maj her til lands.

Meteorologisk Instituts direktør, Adam Paulsen, ses her i midten på en nordlysekspedition til Akureyri i Island i 1899. 10 år forinden stod han også i spidsen for instituttet, da maj måneds varmerekord blev sat.
Meteorologisk Instituts direktør, Adam Paulsen, ses her i midten på en nordlysekspedition til Akureyri i Island i 1899. 10 år forinden stod han også i spidsen for instituttet, da maj måneds varmerekord blev sat. Foto: DMI

Sommerlig maj fulgte efter iskold februar og marts

Forsommeren 1889 var ganske enkelt forrygende, og så kom den efter en kold senvinter, hvor både februar og marts bød på frost og sne. Præcis som vi også så det tidligere i år.

Den 12. februar 1889 nåede temperaturen i Randers ned på -20,7 grader på vinterens koldeste nat. Men blot tre måneder senere blev det nærmest sommer.

Og årets sidste forårsmåned kom ganske fint fra start i 1889. 

På månedens første dag, hvor det i øvrigt på Socialistisk Internationales kongres blev besluttet at fejre arbejdernes første internationale kampdag året efter, var vejret mildt.

- Friske Vinde omkring Øst med tildels meget mildt Vejr over Danmark og nærmeste Farvande. Lavt Barometer over De Britiske Øer. Udsigt til omtrent samme Vejr, skrev meteorologen hos Meteorologisk Institut til vejrkortet den 1. maj.

18,9 grader nåede temperaturen op på i Herning på månedens første dag, men det skulle hurtigt blive endnu varmere.

Originalt vejrkort over Nordeuropa fra Meteorologisk Institut den 1. maj 1889. Et højtryk ses over Sverige og Finland og lune, sydøstlige vinde blæser ind over Danmark.
Originalt vejrkort over Nordeuropa fra Meteorologisk Institut den 1. maj 1889. Et højtryk ses over Sverige og Finland og lune, sydøstlige vinde blæser ind over Danmark. Foto: Meteorologisk Institut / Rigsarkivet

Ens vejrsituationer i maj 1889 og 2018

Højtrykket over Sverige og Finland, som ses på det originale vejrkort ovenfor, blev nemlig i stor stil liggende det meste af maj.

Det betød, at tør og varm luft blev ved med at strømme ind over Danmark fra sydøst.

I den sidste tredjedel af maj kom sommerdagene som perler på en snor.

I Herning, som var et af de steder i landet, hvor man målte vejret flere gange dagligt, kom temperaturen hver dag fra den 21.-28. maj 1889 over 26 grader og toppede den 28. maj med 29,4 grader.

Det var her ved Flintholm Gods nær Hundstrup på Sydfyn af den højeste temperatur blev målt til 30,0 grader den 27. maj 1889.
Det var her ved Flintholm Gods nær Hundstrup på Sydfyn af den højeste temperatur blev målt til 30,0 grader den 27. maj 1889. Foto: geni.com

Den højeste temperatur blev dog målt ved Flintholm Gods nær Hundstrup på Sydfyn, hvor godsejer og observatør Johan Theodor Lange kunne notere præcis 30,0 grader, da han om morgenen den 29. maj klokken 08 gik ud til målestationen og nedfældede det seneste døgns højeste temperatur.

I store træk var vejret i Danmark og vejrsituationen over Europa ens i maj 1889 og maj i år.

Maximumtemperatur for udvalgte målestationer i maj 1889. Nogle områder er 'øde', da ikke alle stationer noterede de højeste temperatur., men kun de laveste temperaturer dag for dag. Store dele af Syd- og Sønderjylland var i øvrigt tysk i 1889.
Maximumtemperatur for udvalgte målestationer i maj 1889. Nogle områder er 'øde', da ikke alle stationer noterede de højeste temperatur., men kun de laveste temperaturer dag for dag. Store dele af Syd- og Sønderjylland var i øvrigt tysk i 1889. Foto: TV 2 VEJRET

Tordenbyger gav ujævn fordeling af regn

Maj 1889 blev også en tør affære med kun 21 millimeter regn på landsplan, som fortrinsvis faldt i forbindelse med regn- og tordenbyger i varmen inde over land og dermed var noget ujævnt fordelt.

Mens man ved Birkebæk nær Arnborg i Midtjylland fik 82,8 millmeter regn i maj 1889, faldt der blot sølle 1,2 millimeter på Sprogø midt i Storebælt. 

Maj 1889 sluttede tørt, varmt og solrigt. Den 27. maj skrev meteorologen til vejrkortet: 

- Svage, variable Vinde med overvejende tørt og varmt Vejr over Danmark og nærmeste Farvande. Udsigt: Variable Vinde, temmelig varmt, overvejende tørt Vejr.

Det originale vejrkort for Nordeuropa fra Meteorologisk Institut den 27. maj 1889. Vejrkortet viser et højtryk over Nordskandinavien og varme østlige vinde over Danmark. Meteorologens kommentar ses under vejrkortet.
Det originale vejrkort for Nordeuropa fra Meteorologisk Institut den 27. maj 1889. Vejrkortet viser et højtryk over Nordskandinavien og varme østlige vinde over Danmark. Meteorologens kommentar ses under vejrkortet. Foto: Meteorologisk Institut / Rigsarkivet

Varmeste maj nogensinde målt - indtil i år

Maj 1889 endte med en middeltemperatur for landet som helhed på 13,8 grader. En rekord, som har stået fast som en klippe i stormvejr - lige indtil i år.

Ifølge DMI ender maj 2018 med al sandsynlighed omkring 14,7 grader i gennemsnit, hvilket sågar er varmere, end vi normalt har det i juni.

De seneste prognoser indikerer sågar, at vi onsdag i næste uge kan komme op i nærheden af 30 grader. 

15 gange siden 1874 har vi i Danmark været oppe på 30 grader eller mere i maj. Sidste gang det skete var i 2005. 

Forventede temperaturer den 30. maj 2018 klokken 14. Senere på eftermiddagen kan vi måske nå 30 grader.
Forventede temperaturer den 30. maj 2018 klokken 14. Senere på eftermiddagen kan vi måske nå 30 grader. Foto: TV 2 VEJRET

Juni 1889 overtager pladsen med Danmarks ældste vejrrekord

Har vi så opbrugt kvoten for godt sommervejr i 2018?

Ikke nødvendigvis.

Historien vil nemlig vide, at juni 1889 også er den varmeste af sin slags nogensinde målt herhjemme. 

Og hvem ved?

Måske får vi en gentagelse af dén måned også. Det vil kun tiden vise.