Usædvanligt varm sommerdag i København - ikke set i over 100 år

16x9
Det var også en flot og varm mandag i Silkeborg den 14. maj 2018. Foto: Michael Bernstorff / Privatfoto

Temperaturen i hovedstaden nåede mandag over 27 grader, og det er meget usædvanligt, at det er så varmt så tidligt på året.

Mens mange danskere sveder inde på kontoret på den første arbejdsdag i den nye uge, stiger temperaturerne ufortrødent uden for vinduerne på en særdeles varm mandag.

Flere steder i landet har temperaturen været over de 25 grader, der skal til, før vi kalder det en regulær sommerdag i Danmark.

Varmest har det været i København, hvor termometret midt på eftermiddagen viste 27,5 grader.

Landets højeste temperaturer den 14. maj 2018.
Landets højeste temperaturer den 14. maj 2018. Foto: TV 2 VEJRET

Højeste temperatur i 105 år - så tidligt på året

Det er den højeste temperatur, som er målt i Danmark indtil videre i år, og det er usædvanligt tidligt, at det er så varmt - ikke mindst i landets største by. 

Vejrstationen, som har målt de høje temperaturer, står nemlig på Frederiksberg, som er et af de meget få steder i landet, hvor man har målt vejret dag ud og dag ind i mere end 150 år.

Sommerdage i 2018

19. april: 26,7 grader (Karup)

20. april: 26,1 grader (Hald og Ødum)

7. maj: 25,3 grader (Isenvad)

9. maj: 25,5 grader (Mejrup)

10. maj: 25,6 grader  (Abed)

13. maj: 25,2 grader (København)

14. maj: 27,5 grader (København)

15. maj: 26,6 grader (Tylstrup)

16. maj: 28,0 grader (København)

23. maj: 26,2 grader (København)

24. maj: 26,0 grader (Tylstrup)

25. maj. 26,7 grader (Tylstrup)

I alt: 12

En sommerdag er en dag, hvor temperaturen et eller flere steder i landet kommer over 25 grader.

Og vi skal over 100 år tilbage for at finde en dag, hvor det var ligeså varmt eller varmere så tidligt på året som den 14. maj.

Den 1. maj 1913 blev der i København målt temperaturer helt op til 28,0 grader, og aldrig før har det været så varmt i den første halvdel af årets sidste forårsmåned.

Varmerekord i København fra 1886

Det har dog tidligere været meget varmt i hovedstaden i varme perioder senere i maj i både 2012 og 2013.

Både den 22. maj 2012 og den 18. maj 2013 blev der på Frederiksberg målt 27,7 grader.

Den højeste temperatur nogensinde målt i København i årets femte måned lyder på 28,5 grader fra den 21. maj 1886.

Artiklen bygger på data fra DMI's tekniske rapport TR 18-02, som er blevet bearbejdet af TV 2 VEJRET.