Sommervarme giver os sjette sommerdag i år

16x9
Sommervejr over København den 13. maj 2018, på årets sjette sommerdag. Foto: Linda Mølgaard / Privatfoto

Med temperaturer, der søndag eftermiddag er steget til over 25 grader, er årets sjette sommerdag nu en realitet.

Vejret på denne årstid fås næsten ikke bedre, end det vi oplever i disse dage. Således er søndag nu den sjette sommerdag i Danmark indtil videre i 2018.

Sommerdage i 2018

19. april: 26,7 grader (Karup)

20. april: 26,1 grader (Hald og Ødum)

7. maj: 25,3 grader (Isenvad)

9. maj: 25,5 grader (Mejrup)

10. maj: 25,6 grader  (Abed)

13. maj: 25,2 grader (København)

14. maj: 27,5 grader (København)

15. maj: 26,6 grader (Tylstrup)

16. maj: 28,0 grader (København)

23. maj: 26,2 grader (København)

24. maj: 26,0 grader (Tylstrup)

25. maj. 26,7 grader (Tylstrup)

I alt: 12

En sommerdag er en dag, hvor temperaturen et eller flere steder i landet kommer over 25 grader.

Varmest har det indtil videre været på Frederiksberg i København, hvor DMI's vejrstation i Landbohøjskolens have viste 25,2 graders sommervarme.

Også i Holbæk har temperaturen nærmet sig sommerdagsniveau med 24,8 graders varme, mens man ved Blåvands Huk på Danmarks vestligste punkt kunne nyde sommervejret i 24,4 graders varme.

Tidligste sommerdag i 10 år i København

Med 25,2 graders varme i København er søndag årets første sommerdag i Hovedstaden. Samtidig er det den tidligste sommerdag i København i 10 år, siden man den 11. maj 2008 målte 25,6 grader samme sted.

Vejrstationen i Landbohøjskolens have har målt vejrforhold i en ubrudt årrække siden stationens opførelse i 1860 og giver derfor et unikt indblik i vejrforholdene på netop dét sted.

Den tidligste sommerdag i Hovedstaden kom allerede den 26. april 1993, hvor temperaturen steg til 25,4 graders varme.

Formentlig har temperaturen været nær samme niveau den 20. april i år, men temperaturmåleren var ude af drift i den periode.