Massive ødelæggelser i USA efter adskillige tornadoer - én er omkommet

15 tornadoer drog søndag eftermiddag og aften igennem seks stater i det østlige USA.

Tusinder mistede strømmen, mange huse og bygninger blev totalt ødelagt, og mindst én person mistede livet, da et voldsomt uvejr med adskillige tornadoer søndag bevægede sig hen over det østlige USA.

Hele vejen fra Ohio og Virginia til North Carolina, South Carolina, Georgia og Florida blev der meldt om tornadoer, der flere steder var ødelæggende.

North Carolina hårdest ramt

Fire af tornadoerne slog til i North Carolina, hvor én person i Greensboro mistede livet, da et træ væltede ned over hans bil, skriver nyhedsbureauet AP.

Massive ødelæggelser i Raleigh i North Carolina efter en tornado ramte byen søndag aften den 15. april 2018.
Massive ødelæggelser i Raleigh i North Carolina efter en tornado ramte byen søndag aften den 15. april 2018. Foto: AP

Også i byen Raleigh godt 100 kilometer øst for Greensboro, og hvor billederne øverst er fra, oplevede man det voldsomme vejr.

Sådan kategoriseres tornadoer

Tornadoer kategoriseres ud fra EF-skalaen (Enhanced Fujita Scale) som har været i brug i USA siden 2007. Skalaen er opkaldt efter den japansk-amerikanske meteorolog Tetsuya Theodore Fujita (1920-1998) og måler en tornados styrke ud fra dens ødelæggelser i kategorierne EF0 til EF5, hvor sidstnævnte er kraftigst.

Ødelæggelserne kan omtrent omsættes til vindhastighederne herunder, men klassificeringen sker ud fra ødelæggelsernes omfang alene. Tornadoer, der derfor ikke resulterer i nævneværdige materielle skader, kan være meget svære at klassificere og undertiden ende i en for lav kategori.

EF0
Vind: 29-37 m/s 
Relativt mindre ødelægger som under en gedigen dansk storm eller orkan. Tagsten blæser ned, skorstene blæser omkuld og træer brækker over eller rives op.

EF1
Vind: 38-49 m/s 
Moderate ødelæggeser - hustage lider stor skade og kørende biler blæses af vejen.

EF2
Vind: 50-60 m/s
Betydelige ødelæggeser - tage rives af huse og biler kan tippes rundt. Træer rives op med rode eller brækker over.

EF3
Vind: 61-73 m/s
Voldsomme ødelæggelser - tage blæser af selv solide bygninger og biler løftes og kastes rundt. Træer rives op med rode.

EF4
Vind: 74-90 m/s
Enorme ødelæggelser - huse jævnes med jorden og biler løftes og flyver igennem luften
Typisk breddere end 500 meter

EF5
Vind: Over 90 m/s
Altødelæggende - jævner næsten alt med jorden og kan løfte store lastbiler mere end 100 meter væk
Typisk breddere end 1000 meter

Her blev dele af byen raseret så voldsomt, at den er ubeboelig.

Uvejr kom også med kæmpehagl

Det voldsomme vejr var også ledsaget af enorme hagl, der i North Carolina målte op til syv centimeter i diameter.

Uvejret ramte det østlige USA søndag efter fredag og lørdag at have ramt den centrale del af landet.

En tornado ramte fredag aften lokal tid staten Arkansas. Video: Anders Brandt

Fredag modtog den amerikanske vejrtjeneste meldinger om intet mindre end 31 tornadoer fra primært delstaterne Louisiana og Arkansas.

Også her mistede én person livet nær byen Shreveport i Louisiana.

Også Mississippi blev ramt. Videoen herunder er fra byen Meridian, hvor en tornado drog igennem byen lørdag morgen.

INTENSE video inside the EF2 tornado that passed through Meridian, MS Saturday morning at around 10:55 am

Posted by Reed Timmer Extreme Meteorologist on Monday, April 16, 2018

Det er højsæson for tornadoer i USA

Foråret og navnlig månederne april og maj er højsæson for de voldsomme uvejr med kæmpehagl og tornadoer i USA.

Uvejrene opstår, når varm og fugtig luft fra Den Mexicanske Golf møder kold og tør polarluft fra Rocky Mountains.