De fleste får sol og varme - men havgus kan ødelægge din strandtur

Højtryksvejr og rolige vindforhold er ofte forbundet med havgus i foråret. Denne uge bliver ingen undtagelse.

Meteorologerne har sat et stort solsymbol på vejrkortet, og temperaturen kan midt i denne uge flere steder i landet nå over 20 grader.

Men inden du pakker solbrillerne og solcremen i strandtasken og fylder picnickurven op med sodavand og rugbrødsmadder, skal du være opmærksom på, at vejret på stranden og ved kysterne generelt kan være helt anderledes gråt, koldt og trist.

Vi er nemlig for alvor kommet ind i årstiden med havtåge - eller havgus, som fænomenet oftest kaldes. 

Pålandsvind og havgus kan præge vejret ved flere af kysterne i løbet af ugen.
Pålandsvind og havgus kan præge vejret ved flere af kysterne i løbet af ugen. Foto: HENNING BAGGER / Scanpix Danmark

Den skabes, når varm luft bevæger sig hen over det efter vinteren kolde hav.

Kan lægge en dæmper på forårsstemningen

Den tykke tåge kan en dag, hvor der ellers er udsigt til sol og varme, nærmest være limet fast til strandkanten og ødelægge enhver forårsstemning.

Dis og tåge-typer

Dis
Når sigtbarheden er mellem 1000 meter og 10 km

Tåge
Når sigtbarheden er under 1000 meter. Tågen består af bittesmå vanddråber der 'svæver' i luften og er principielt en sky, der hænger helt nede ved jordoverfladen

Tæt tåge
Ofte benyttet begreb når sigtbarheden er under 100 meter

Rimtåge
Består i modsætning til almindelig tåge af bittesmå underafkølede vanddråber ved lufttemperaturer under frysepunktet. Når vanddråberne kommer i kontakt med en fast overflade afsættes de som rim

Iståge
Består af bittesmå iskrystaller der 'svæver' i luften. Iståge er et meget sjældent fænomen i Danmark da den typisk kræver temperaturer under -20 grader

Havgus
Er 'almindelig' tåge, der dannes, når varm luft strømmer hen over et relativt køligt farvand. Fænomenet ses typisk i Danmark fra april til juni.
 

Og havgus er der også risiko for i denne uge. Hovedsageligt ved kyster, hvor der vil herske en svag pålandsvind, kan ærtesuppen hænge i langt op ad dagen.

Onsdag gælder det især for kysterne i Nord- og Vestjylland, men også ved kysterne i de indre danske farvande skal man være opmærksom på risikoen for havgus.

Temperatur- og skyprognose onsdag eftermiddag den 18. april. Havgusen kan lægge ved flere kyster i landet - men især i Nord- og Vestjylland.
Temperatur- og skyprognose onsdag eftermiddag den 18. april. Havgusen kan lægge ved flere kyster i landet - men især i Nord- og Vestjylland. Foto: TV 2 VEJRET

Dagene kan begynde med tåge i det meste af landet

Tågen har svære kår over land, fordi solen populært sagt 'brænder' den væk i løbet af morgenen og formiddagen.

Om natten breder havgusen sig dog typisk ind over land, og derfor kan man risikere at stå op til tåge i store dele af landet, selvom vejret om eftermiddagen bliver smukt og varmt.

Der, hvor havgusen bliver liggende, vil man holde sig mellem 5 og 10 grader selv midt på dagen.

I solskinsvejret inde over land når man flere steder op mellem 15 og 20 grader, og torsdag sandsynligvis endnu varmere.