Helt ny type sky bølgede på himlen over Danmark

16x9
Imponerende skyer over Løkken den 14. april 2018. Foto: Lene Maria Søndermølle Steffensen‎ / Seerfoto/Facebook

Der er blot et år siden, at den nye asperitas-sky officielt blev anerkendt.

Lørdag kunne man over Nordjylland se en imponerende skyformation, da skyerne bølgede hen over himlen.

Og det var ikke en hvilken som helst sky. Det var den kun et år gamle sky asperitas, man kunne se, og den imponerende skyformation fik da også mange af TV 2 VEJRETs seere og brugere til at rette kameraet opad.

Bølgende skyer over Tylstrup i Vendsyssel den 14. april 2018.
Bølgende skyer over Tylstrup i Vendsyssel den 14. april 2018. Foto: Connie Kjeldbjerg / Seerfoto

Skyerne kunne ses i store dele af Vendsyssel, men de var mest markante ved Jammerbugten.

Her optrådte de med en markant bølgestruktur på undersiden, så skyerne så ud som et kæmpe bølgehav på himlen.

Første nye sky i 64 år

Det er en af de første gange, denne type sky er set i Danmark, efter den sidste forår fik sit eget navn, da internationale meteorologiske organisatation, WMO officielt anerkendte skyen.

Bølgeskyerne kunne ses helt fra Vilsted sø ved Løgstør den 14. april 2018.
Bølgeskyerne kunne ses helt fra Vilsted sø ved Løgstør den 14. april 2018. Foto: Vagn Peter Spangsege / Seerfoto

Det er den første ændring af en skytype, som er foretaget af WMO, siden 1953.

Har du også set den spektakulære sky? - så send dit billede til TV 2 VEJRET

'Asperitas' betyder på latin 'ujævnt' eller 'oprørt'.

Dens fulde navn er typisk Stratocumulus Asperitas. 

Opstår når der dannes hvirvler i atmosfæren

Årsagen til de imponerende bølgeskyer skal findes i en ændring af vindretningen opad i atmosfæren.

Bølgende skyer over Løkken den 14. april 2018.
Bølgende skyer over Løkken den 14. april 2018. Foto: Annette Høygaard / Seerfoto/Facebook

Ændrer vinden retning over en relativt lille afstand opefter, dannes der hvirvler eller bølger i luften på den grænse, hvor ændringen i vindretningen er størst.

Og det var præcis tilfældet lørdag.

Ned gennem Skagerak blæste en jævn nordøstenvind fra havoverfladen og op til omkring 1000 meters højde.

Ændring i vindretningen var årsag til bølgeskyer over Nordjylland Video: Anders Brandt

Skyernes underkant lå omkring 1000 meters højde og netop i den højde var der markante vindspring. En frisk sydøstenvind blæste nemlig lige over.

Over denne højde blæste vinden fra sydøst - nærmest vinkelret på vindretningen i de nederste luftlag.

Giver turbulens på flyveturen

Det er i øvrigt også i sådanne områder, man kan opleve, at et fly ryster lidt.

Alle, der har været ude at flyve, har i mindre eller højere grad oplevet det, man populært kalder lufthuller.

Det er turbulens, der opstår, når vinden i forskellige højder blæser med forskellige hastigheder - eller med forskellig retning. I fagsproget kalder man det for 'windshear' - eller på dansk 'vindskær'.