Danmark delt i to - sådan bliver vejret hos dig

16x9
Især over de sydvestlige egne vil man kunne se 'truende' skyer. Længere mod nord og øst bliver det kun højtliggende skyer, man vil stifte bekendtskab med. Arkivbillede. Foto: Martin Gram / Privatfoto

Vejret udarter sig forskelligt over Danmark i dag.

Efter en række dage med masser af solskin - og blæst - så venter der os en mere ustadig fredag samt weekend.

Det højtryk, der har sendt fronter med regn og skyer på lang afstand den seneste uges tid, er nu under pres fra lavtryksområder, som nærmer sig landet fra sydvest.

Det får man først at mærke over de sydvestlige egne, hvor skyerne allerede hænger ganske tungt her til morgen. Tidligere fredag morgen bevægede et større område med regn- og tordenbyger sig netop sydvest om Jylland og videre ud i Nordsøen.

Vejrsituationen fredag eftermiddag. Jo længere mod nord og øst man bor, jo større er solchancerne.
Vejrsituationen fredag eftermiddag. Jo længere mod nord og øst man bor, jo større er solchancerne. Foto: TV 2 VEJRET

Jo længere mod nord og øst man kommer, jo bedre ser vejret ud. Her ligger der kun højtliggende isskyer, som vil give sløret solskinsvejr, men man er i god 'sikkerhed' fra regnvejr. Her vil temperaturen nå op på cirka 15 graders varme, mens man får det et par gradere koldere længst mod sydvest.

Som fredagen skrider frem, kan der i perioder komme lidt regn og byger over de sydvestlige egne, mens det fortsat holder tørt mod nord og øst.

I hele landet må vi dog fortsat trækkes med en kraftig østenvind, som stedvist kan nå kulingstyrke ved kysterne.

Når vi har overstået weekendens ustadige vejr, så venter der os en decideret sommerlig uge med temperaturer, der kan stige til over 20 graders varme.