Forårsvarme på vej mod Danmark - over 15 grader onsdag

16x9
Arkivfoto Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Der er nu endelig forår i luften, og vi kan se frem til årets hidtil varmeste dage.

Efter en kold start på foråret med vintervejr helt frem til begyndelsen af april er forårsvarmen nu endelig på vej.

Mens de sidste snefnug falder i Vendsyssel, er temperaturen allerede steget til over 10 grader i Sønderjylland, hvor man som det første sted i landet kan mærke den lune forårsluft.

Vejrkort: Varm luft strømmer frem mod Danmark fra sydvest.
Vejrkort: Varm luft strømmer frem mod Danmark fra sydvest. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Det er et større lavtryksområde sydvest for De Britiske Øer, der sender lun luft fra Sydeuropa frem mod Danmark.

Op til 13 grader i Sønderjylland

I første omgang er en varmfront tirsdag ved at passere os, og den kan sende temperaturen op over 10 grader i den sydlige del af landet, og lokalt kan termometret i Sønderjylland nå 13 grader.

Dermed er der allerede tirsdag udsigt til årets hidtil varmeste dag.

Prognose: Temperatur tirsdag klokken 16.
Prognose: Temperatur tirsdag klokken 16. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

15 grader onsdag

Et område med regn og byger skal op over Danmark i aften og i nat - og herefter venter en lun onsdag, hvor temperaturen kommer op mellem 10 og 15 graders varme.

Varmest bliver det i den sydlige del af landet.  

Prognose: Temperatur onsdag klokken 16.
Prognose: Temperatur onsdag klokken 16. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Ud over varmt vejr venter der flere steder en solrig forårsdag, som dog kan starte med skyet og diset vejr i hele landet.

Onsdag aften kommer der igen regn og byger op fra syd. Det er resterne af tordenbyger dannet over Tyskland, som vil give en regnfuld aften og nat.

Forårsvarmen tager herefter en lille puster, inden endnu en portion forårsluft i weekenden skal frem mod Danmark - måske med temperaturer over 15 grader.