Ikke siden 1966 har vi haft så stort et snevejr så sent på året

16x9
Sne i Svendborg på Fyn påskemorgen den 1. april 2018. Foto: Kim Lauritzen / Svendborg

Det er ikke hverdagskost omkring påske at opleve så omfattende et snefald som det aktuelle.

Sneen er faldet i ret store mængder og i udbredte områder natten til påskedag, og hen over dagen fortsætter den med at falde - især på Bornholm. Med snestormslignende tilstande til følge.

Med over 20 centimeter og sandsynligvis også over 25 centimeter enkelte steder, hvor der er kommet mest, og generelt over 10 centimeter i store dele af det sydøstlige Danmark, skal vi mange år tilbage for at finde snevejr af samme kaliber på denne tid af året.

For mens snevejr af den type og udstrækning, som vi oplever i dag, typisk forekommer nogle gange hver vinter, er det bestemt ikke hverdagskost på denne tid af året.

Vintervejr trods mange forårstegn

Vi er et godt stykke efter forårsjævndøgn nu, så dagen er længere end natten, vi er gået over til sommertid, og solen er nu ligeså stærk som den 11. september, hvor vi ofte kan opleve smukt og lunt sensommervejr.

Alligevel er det ganske vinterligt i dele af landet, og der kan meget vel være tale om en regulær snestorm på Bornholm.

Ifølge data som TV 2 Vejret har gransket, skal vi tilbage til 1966 for at finde et værre vintervejr på denne tid af året.

Her ramte alletiders forårssnestorm især den sydøstlige del af landet så sent som den 14. april 1966, hvor dagsfrost, blæst og kraftigt snefald skabte meterhøje driver.

Senere snevejr er set

Vi skal dog ikke længere tilbage end til slutningen af april 2016 for at finde et senere, men ganske lille og kraftigt snevejr. Her blev området omkring Lillebælt ramt af 15 centimeter sne - og så sent som i 2010 og 2011 blev Danmark også ramt af snebyger i maj. 

Udstrækningen og mængderne var dog alle disse gange mindre end i det aktuelle påskesnevejr. 

Så sent og så meget kan det sne i foråret
2016
24. april
15cm sne ved Lillebælt
Vi skal faktisk blot tilbage til 2016 for at finde et af de mest spektakulære forårs-snevejr i nyere tid, da området omkring Lillebælt bliver ramt af et intenst snevejr om morgenen 24. april, der giver op til 15 cm sne på få timer.
2011
3. maj
Snebyger flere steder i landet
Snevejr i Østervrå 3. maj 2011. Vibeke Thillemann / Privatfoto
Tilbage i 2011 slog vintervejret igen til over Danmark i begyndelsen af maj, for 3. maj faldt der snebyger flere steder i landet - og nogle steder var der sågar også torden. Det skete i øvrigt efter en rekordvarm april.
2010
4. maj
Snebyger i Jylland
Et sent kuldefrembrud får 4. maj 2010 nedbøren til at gå over i sne i navnlig den centrale del af Jylland. Her falder der flere steder sne, så landskabet kortvarigt bliver hvidt.
1966
14. april
Snestorm i de sydøstlige egne
Masser af sne et ukendt sted i landet 14. april 1966. Poul Jensen / Privatfoto
Én ting er snefnug i luften i foråret - noget andet er, når en regulær snestorm slår til. Det har vi oplevet nogle gange i marts - senest i 2001 - men i april hører en regulær snestorm til sjældenhederne. Sådan én ramte dog de sydøstlige egne 14. april 1966 med meterhøje driver - og vejret var koldt og snerigt i en hel uge midt på måneden.
1900
Den første del af 1900-tallet
Især i begyndelsen af det forrige århundrede havde vi af flere omgange iskoldt forårsvejr med sne langt ind i maj måned. Tilbage i 1905 fik vi måske vejrhistoriens seneste snevejr, da iskold luft fra  21.-25. maj især gav de østlige egne af landet en del snebyger. I 1900 var det også meget koldt, og nogle steder lå der sne 19. maj. I 1928 nåede temperaturen op på 24,9 grader 1. maj, men vinteren slog igen og gav slud og sne i Jylland 9. maj.