Se prognosen: Her fortsætter snevejret i nat - kan give fem centimeter

Flere steder vil snevejret fortsætte onsdag aften og nat, og torsdag morgen kan man stå op til sneglatte veje.

Der er faldet tøsne en stor del af dagen i den østlige del af landet, og snevejret fortsætter i løbet af aftenen og natten - efterhånden også i Jylland.

Det er et lille lavtryk, der sydfra er på vej op mellem Møn og Bornholm, som giver snevejret.

Meget af onsdagen er sneen faldet som tøsne ved temperaturer lige over frysepunktet, men i nat kan sneen lægge sig, når vi får let frost flere steder.

Mange steder kan man derfor stå op til et drys sne, og især på den østlige og nordlige del af Sjælland er det muligt, at der torsdag morgen ligger omkring fem centimeter sne.

Det kan give sneglatte veje.

Sneen smelter dog allerede igen i løbet af torsdagen.

Forventet samlet mængde sne fra onsdag klokken 08.00 til torsdag klokken 07.00. En del af sneen i løbet af onsdagen er dog faldet som tøsne og har ikke lagt sig. Derfor forventes de største mængder sne at nå op nær fem centimeter.
Forventet samlet mængde sne fra onsdag klokken 08.00 til torsdag klokken 07.00. En del af sneen i løbet af onsdagen er dog faldet som tøsne og har ikke lagt sig. Derfor forventes de største mængder sne at nå op nær fem centimeter. Foto: TV 2 VEJRET