Voldsomt vintervejr har ramt Sydsjælland og Lolland-Falster

Meget kraftige snebyger - nogle med torden - er tirsdag trukket ind over Sydhavsøerne og giver intenst snefald.

Voldsomt vintervejr med kraftigt snefald og snefygning har ramt Lolland, Falster, Møn og de omkringliggende småøer tidligt tirsdag eftermiddag.

Billeder, som TV 2 VEJRET har modtaget fra brugere og seere i området, viser meget intenst snefald, der på kort tid har givet adskillige centimeter sne.

Kraftig snefygning og dårlig sigtbarhed i Kalvehave på Sydsjælland den 27. februar 2018.
Kraftig snefygning og dårlig sigtbarhed i Kalvehave på Sydsjælland den 27. februar 2018. Foto: TV 2 VEJRET

Kraftige snebyger med torden over Østersøen

Årsagen er kraftige snebyger, der er dannet over den relativt lune Østersø i den iskolde, siberiske luftmasse over Danmark.

Snebygerne er så kraftige, at de lige syd for Lolland sågar har været med torden.

Isnende kulde og vindstød af stormstyrke

Temperaturerne er samtidig meget lave og ligger på omkring -5 grader, mens det blæser med frisk vind til kuling fra øst.

Kraftigt snefald i Stege på Møn den 27. februar 2018
Kraftigt snefald i Stege på Møn den 27. februar 2018 Foto: Hans Sowart / Privatfoto

I Abed nær Maribo på Lolland er der sågar vindstød af stormstyrke på hele 25 meter per sekund.

Det giver anledning til omfattende snefygning, der nogle steder gør vejene svært fremkommelige.

Motorvejen mellem Vordingborg og Udby er spærret på grund af uheld.

Sne og snefygning fortsætter

Snebygerne ventes at fortsætte over Sydhavsøerne - og mange andre steder i landet - resten af eftermiddagen og aftenen.

Samtidig fortsætter også blæsten over Danmark, og flere steder kan man således forvente snefygning.