Seneste prognose: Her får vi sne og snefygning i nat

Kraftige snebyger fortsætter ind over især den sydlige del af landet natten til onsdag.

Det bliver i den sydlige del af landet, at der vil være størst risiko for trafikale problemer, når man skal op onsdag morgen og til arbejde.

For ikke nok med at kulden vil gå igennem marv og ben, så vil der over Sydsjælland, Lolland, Falster, Fyn og helt til Als og Sønderjylland komme snebyger, som kan være kraftige.

Også på Bornholm vil det barske vintervejr fortsætte.

Isnende kulde, blæst og snebyger

Snebygerne dannes i den iskolde, sibiriske luftmasse over den relativt lune Østersø og driver med østenvinden ind over Danmark.

Da Skåne fungerer som en slags 'stopklods' for snebygerne østfra, er det de landsdele, som ligger syd for Skåne, der vil opleve de fleste og mest intense snebyger.

Forventet samlet mængde sne over Danmark fra tirsdag klokken 13.00 til onsdag morgen klokken 07.00.
Forventet samlet mængde sne over Danmark fra tirsdag klokken 13.00 til onsdag morgen klokken 07.00. Foto: TV 2 VEJRET

Ovenstående kort viser de af TV 2 VEJRETs prognosemodel forventede snemængder fra tirsdag klokken 13.00 til onsdag morgen klokken 07.00.

Stedvist mere end 10 centimeter nysne i nat

Oveni den sne, som allerede er faldet, kan der i løbet af natten komme yderligere mellem 5 og 10 centimeter, men da sneen vil falde som byger, vil der være meget store lokale forskelle.

Nogle steder kan der måske komme mere end 10 centimeter nysne.

Sneen vil kunne fyge kraftigt i den friske vind til kuling, som blæser ind over landet fra øst, og således kan der i perioder forekomme snestormslignende tilstande i den sydlige del af landet i de mørke timer.