Se kortet - her ligger der mest sne

Flere steder i landet ligger der nu mere end 10 centimeter sne - og et enkelt sted over 30 centimeter.

Ingen over, ingen under Bornholm, når det virkelig sner, og denne gang er heller ingen undtagelse.

Siden kuldebølgen begyndte i weekenden, har snebyger stået ned over Bornholm, og indtil tirsdag aften er det blevet til 35 centimeter sne på den nordlige og vestlige del af øen.

I videoen ovenfor kan du se et af de mest snerige steder i Danmark netop nu - fornemt præsenteret af Gitte Dahl Hansen.

Så meget sne ligger der tirsdag klokken 20.
Så meget sne ligger der tirsdag klokken 20. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Men også mange andre steder har man fået relativt store mængder sne.

Det afslører tallene, som TV 2 VEJRETs seere og brugere har leveret efter at have være ude i sneen og måle snedybden.

To områder går igen med tocifrede snedybder.

Det ene er Lolland, Falster og Møn, der tirsdagen igennem har fået kraftige snebyger, som på Lolland har givet op til 23 centimeter sne.

Snevejr i Maribo den 27. februar 2018
Snevejr i Maribo den 27. februar 2018 Foto: Benny Andersen / Seerfoto

Det andet område er ned gennem Østjylland, omkring Trekantsområdet og herfra til den nordlige del af Sønderjylland.

Her har byger over Kattegat i nordøstenvinden afleveret mellem 10 og 20 centimeter sne.

Mens nogle har fået rigelige mængder sne, er store dele af Sjælland gået helt ram forbi. Det samme er den nordøstligste del af Jylland.