Se billederne: Kuldebølge har ramt store dele af Europa

16x9
Is på floden Elben i Dresden i Tyskland den 26. februar 2018. Foto: SEBASTIAN KAHNERT / Ritzau Scanpix

I både Berlin, Madrid og London stod man mandag op til frostvejr, og i Rom vælter sneen ned.

Størstedelen af Europa fra Skandinavien i nord til middelhavskysterne mod syd er lagt på is, efter at en omfattende kuldebølge har ramt det meste af kontinentet.

Den russiske kulde styres mod syd og vest af et kæmpemæssigt højtryk over Nordskandinavien, som til gengæld sender meget lun luft op over Island og hele vejen til den norske øgruppe Svalbard langt mod nord.

Frost i mange europæsiske hovedstæder

Således kom temperaturen i nat i både Berlin, London, Madrid og Rom ned på eller under frysepunktet, hvilket især for middelhavslandenes vedkommende bestemt ikke er hverdagskost her tæt ved indgangen til marts.

I Madrid nåede temperaturen ned på -1,9 grader, mens der i Rom blev målt -0,7 grader i nat.

Kraftigste snefald i Rom i seks år

Tilmed blev den italienske hovedstad ramt af et kraftigt snefald, der klædte byen i hvidt. Hele 10 centimeter sne faldt der i Rom, og det gør det til det kraftigste snefald i byen siden 2012.

Flere skoler holdt lukket, og også byens lufthavne var hårdt ramt af vintervejret.

Også i London er der meldinger om sne i luften, og det er ikke et vejr man er så vant til langt mod syd i den britiske hovedstad, og da slet ikke så sent på vinteren.

Sneen faldt også over London den 26. februar 2018.
Sneen faldt også over London den 26. februar 2018. Foto: DANIEL SORABJI / Ritzau Scanpix

Næsten 40 minusgrader i Sverige

Koldest var det dog helt klart i vores skandinaviske nabolande. 

I svenske Gielas viste termometeret -39,8 grader her til morgen som det koldeste sted i hele Europa, mens Sihccajavri i Norge tæt på den finske grænse målte -36,0 grader.

Kuldebølge kulminerer tirsdag

Kuldebølgen kulminerer først tirsdag, hvor der forventes usædvanligt lave temperaturer for årstiden i hele området omkring og nord for Alperne.

Danskere på skiferie i Alperne skal også tage sig i akt for ekstremt kolde morgener de kommende par dage.

I eksempelvis Val Thorens i Frankrig ventes temperaturen onsdag morgen at ligge på -27 grader, når lifterne åbner til en ny skidag.