Ny kuldefront ruller ned over Danmark tirsdag – kan give voldsomt vintervejr

Kuldebølgen tager tirsdag til i styrke og giver blæst, snebyger og de laveste dagtemperaturer så sent på året i 31 år.

Man skal klæde sig godt på tirsdag, når man skal ud af døren, og så skal man også forberede sig på, at sne og snefygning stedvis kan give trafikale problemer.

Det er et område med iskold sibirisk luft, der med fornyet styrke blæser fra øst og mod Danmark - og den iskolde luft bliver den foreløbige kulmination på den igangværende kuldebølge.

Laveste dagtemperaturer så sent på året - siden 1987

Kulden vil langsomt, men sikkert, rulle frem mod Danmark allerede sidst på natten til tirsdag og i løbet af tirsdagen indtage hele landet med isnende kulde, som man sjældent ser det på denne tid af året.

Prognose for tirsdag den 27. februar: Forventede temperaturer midt på dagen
Prognose for tirsdag den 27. februar: Forventede temperaturer midt på dagen Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Midt på dagen tirsdag ventes temperaturen ikke at nå meget højere op end mellem fire og syv graders frost, hvor det ventes at blive koldest i den nordlige del af landet.

Det er helt usædvanligt lave dagtemperaturer for årstiden, og flere steder i landet oplever man de laveste dagtemperaturer så sent på året siden den ekstremt kolde marts i 1987.

Vil føles som 15 graders frost

Ikke nok med termometeret kommer til at vise hårde kuldegrader, så kommer det også til at føles helt ekstremt koldt.

Så koldt kommer det til at føles tirsdag klokken 15.
Så koldt kommer det til at føles tirsdag klokken 15. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

En hård østenvind, som vil blæse inde over land med op til kuling langs kysterne, vil få det til at føles som var temperaturen under -15 grader.

Den isnende kulde kommer til at gå gennem marv og ben, og man bliver allerede mødt af den fra morgenstunden.   

Meget blæsende fra øst - med vindstød nær stormstyrke

Det blæsende vejr med hård vind fra øst vil allerede sætte præg på den sidste del af natten i den nordlige del af Jylland og på Bornholm.

I løbet af morgenen og formiddagen vil vinden fortsætte med at friske op og kan nå kulingstyrke i de nordlige egne.

Prognose: Så meget kommer det til at blæse tirsdag klokken 20.
Prognose: Så meget kommer det til at blæse tirsdag klokken 20. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

I løbet af eftermiddagen kan vinden måske endda nå hård kuling med vindstød nær stormstyrke hen over den centrale og sydlige del af landet. 

Snebyger mange steder

Det iskolde og blæsende vejr giver også anledning til snebyger, når den kolde luft bevæger sig hen over Kattegat og Østersøen.

Fra morgenstunden kan der flere steder falde sne - og hurtigt vil den begynde at fyge.

Snebyger over store dele af landet. Video: Anders Brandt

På Bornholm kan man en overgang få snestormslignende tilstande når både blæst og snebyger passerer.

I løbet af dagen kan også en større del af landet få stedvis kraftige snebyger forbi. Det vil dog især være den sydlige halvdel af landet, der kan få mest sne.