Vintervejr over Danmark - flere steder står man op til sne

Især i et bælte tværs hen over Jylland er der kommet flere centimeter sne i løbet af natten.

Man skal være opmærksom på både is- og sneglatte veje flere steder i landet denne tirsdag morgen.

Især i Midt- og Østjylland er det sne, som kræver, at man bevæger sig ekstra forsigtigt igennem morgentrafikken.

Stedvis op til seks centimeter sne

Her har byger fra Nordsøen i nattens løb bevæget sig ind over landet og med temperaturer, der har ligget lige omkring frysepunktet, er nedbøren faldet som sne.

Snevejr i Odder i Østjylland om morgenen den 13. februar 2018.
Snevejr i Odder i Østjylland om morgenen den 13. februar 2018. Foto: Helene Christiansen / Privatfoto

Blandt andet meldes der i Klovborg ved Vejle om op mod seks centimeter sne, mens billeder fra Odder i Østjylland også viser sneklædte veje og fortove. 

Radaranimationen øverst viser, hvor der er kommet byger i løbet af de mørke timer.

Større snevejr til Danmark torsdag

I dag kan der især i Jylland fortsat komme enkelte byger, som kan være med både regn, hagl og tøsne - ellers får mange en tørvejrdag med lidt sol.

Først på torsdag skal en ny front med udbredt slud og sne atter ind over Danmark vestfra.

Snevejr i Klovborg ved Vejle den 13. februar 2018. Her ligger der tirsdag morgen seks centimeter sne.
Snevejr i Klovborg ved Vejle den 13. februar 2018. Her ligger der tirsdag morgen seks centimeter sne. Foto: Thomas Høj Krunufjall Johnsen‎ / Privatfoto