Kom godt afsted på skiferien – gode råd til din bilrejse

Rejsen til din skiferie kan være både lang og hård. Med god forberedelse bliver den mere sikker og nemmere.

De næste to uger har mange danskere vinterferie. Det betyder, at mange familier pakker bilen og drager mod enten fjelde eller Alperne.

De næste to fredage er de store rejsedage

Den mest typiske skiftedag på hoteller er lørdag, så allerede fra i morgen vil mange skiturister drage afsted mod nord og syd. I Alperne tales der om de bedste skiforhold i mange år, og der er også gode sneforhold i Fjeldene. De gode pister og løjper får nok endnu flere til at pakke bilen.

Vinterdæk er lovkrav 

Det siger næsten sig selv, at man skal have vinterdæk på bilen på skirejsen. Men det er faktisk også et lovkrav, fortæller Karsten Meyland Lemche, testkører for FDM Motor. Ydermere kan der ved bjergpas være krav om snekæder. 

Moderne snekæde. Snekæden er let at montere og giver meget bedre vejgrab
Moderne snekæde. Snekæden er let at montere og giver meget bedre vejgrab Foto: Sonny Bendiksen / TV2 Vejret

Løse genstande i en pakket bil er farlige. Derfor anbefaler FDM, at man pakker al bagage i bagagerummet og med godt udsyn til chaufføren. Hvis muligt, så luk med bagagerumsdækken (se foto). De tunge genstande som skistøvler skal pakkes dybt og lavt i bagagerummet nær bagsædet. Det er den bedste pacering, hvis  bilen kommer i et trafikuheld. Ski i bilens kabine er svære at fastgøre, så FDM anbefaler, de kommer i en tagboks. Hvis skiene ligger i kabinen, kan de flyve rundt og gøre stor skade ved et trafikuheld.

Pak de tunge genstande lavtog dybt i bagagerummet og anvend bagagerumsdækken. Det sørger for udsynet er godt og bagagen holdes på plads
Pak de tunge genstande lavtog dybt i bagagerummet og anvend bagagerumsdækken. Det sørger for udsynet er godt og bagagen holdes på plads Foto: Sonny Bendiksen / TV2 Vejret

Planlæg turen med indlagte pauser

Bilen eller telefonens GPS angiver rejsetiden, men FDM anbefaler, at man indlægger pauser og generelt er konservativ med tiden. Trafikuheld, føret eller kødannelse kan let forsinke rejsen. 

God tur og skiferie til jer, der skal afsted.