Usædvanligt snevejr i den arabiske ørken

Normalt ligger dagtemperaturen i februar omkring 20 grader.

For nogle uger siden sneede det i Sahara, og nu har det også sneet i den arabiske ørken som følge af et kuldefrembrud i store dele af Mellemøsten.

Vintervejret, som ramte Syrien, Jordan, dele af Israel og begravede den iranske hovedstad Teheran i sne, ramte fredag også den nordlige del af Saudi Arabien, hvor man omkring byen Tabuk kunne se kameler i snevejr.

Selv om det kan blive køligt i store dele af Mellemøsten i vinterhalvåret, så er sne i Saudi Arabien relativt usædvanligt. Der kan gå tre-fire år mellem, man oplever den slags vejr.

Normalt ligger dagtemperaturen i februar omkring 20 grader, mens man om natten har omkring 5 grader. Undertiden kan man dog komme helt ned omkring eller lige under frysepunktet.

Tabuk, som blev ramt af snevejret, ligger i knap 800 meters højde.

I 2015 fik det samme område også sne. Det fik dengang religiøse ledere til at udstede en fatwa mod snemænd.

I januar 2015 kunne man bygge snemænd i Saudi Arabien. Det måtte man dog ikke...
I januar 2015 kunne man bygge snemænd i Saudi Arabien. Det måtte man dog ikke... Foto: MOHAMMED ALBUHAISI / Scanpix Denmark