Træer væltet - dansk stormlavtryk giver vindstød af orkanstyrke i Tyskland

16x9
Vindstød af orkanstyrke har væltet træer i Køln den 3. januar 2018. Foto: OLIVER BERG / Scanpix Denmark

Stormen 'Burglind' har onsdag ramt store dele af Tyskland.

Tyskland er onsdag blevet ramt af vindstød af orkanstyrke, som flere steder har væltet træer.

Det er et stormlavtryk over Danmark, der giver landet det blæsende vejr.

Stormen har i Tyskland fået navnet Burglind.

Træer væltede - og hustage blæste af

Syd for stormlavtrykket blæste kraftige vindstød i forbindelse med en tilhørende koldfront onsdag morgen hen over den sydlige og vestlige del af Tyskland.

I Stuttgart blæste taget af en ejendom under stormen Burglind den 3. januar 2018.
I Stuttgart blæste taget af en ejendom under stormen Burglind den 3. januar 2018. Foto: WILLINGER / Scanpix Denmark

Her væltede der i blandt andet Køln og Düsseldorf træer, som spærrede for trafikken, ligesom træer væltede hen over en jerbanestrækning ved Limburg i delstaten Hessen.

Flere steder i det sydlige og vestlige Tyskland meldes desuden om, at flere hustage er blæst af, da man onsdag morgen blev ramt af de kraftige vindstød.

Vindstød - langt over grænsen for orkanstyrke

De kraftigste vindstød i det tyske lavland nåede flere steder orkanstyrke.

I Weinbiet i Rheinland-Pfalz blev der onsdag morgen målt vindstød på 37 meter pr. sekund, som er langt over grænsen for orkan, der går ved 32,6 meter pr. sekund.

Også i Waibstadt i Badem-Würtemberg fik man med 35 meter pr. sekund vindstød af orkanstyrke.

Det mest voldsomme vindstød indtil onsdag formiddag målte man dog på Tysklands højeste bjerg, Zugspitze, hvor et vindstød nåede ekstreme 49 meter pr. sekund. 

Den tyske vejrtjeneste Deutscher Wetterdienst varsler fortsat kraftige vindstød af orkanstyrke, som i løbet af dagen også kan ramme den nordlige del af Tyskland, når stormlavtrykket passerer ind over Danmark.

Det vil især ramme den tyske vadehavskyst og de højtliggende områder i Harzen.

Store dele af Vesteuropa ramt af stormen

Stormen Burglind har allerede inden, den ramte Tyskland, haft fat i store dele af Vesteuropa.

Natten til onsdag ramte den De Britiske Øer, hvor især Wales og den sydlige del af England blev hårdt ramt.

Væltede træer nord for London den 3. januar 2018.
Væltede træer nord for London den 3. januar 2018. Foto: NEIL HALL / Scanpix Denmark

I England hed stormen Eleanor, og den gav flere steder vindstød af orkanstyrke.

Ved Pembrey Sands i det sydlige Wales nåede et vindstød 33 meter pr. sekund, mens man på Isle of Portland ud for den engelske sydkyst havde vindstød på hele 38 meter pr. sekund.

Det højeste vindstød i England var dog i bjergene på grænsen til Skotland, hvor der ved Great Dun Fell var vindstød på hele 45 meter pr. sekund.

Onsdag morgen var det Holland, Belgien og den nordvestlige del af Frankrig, der blev ramt af stormen.

I Frankrig gav den ved Ile de Croix i Nordvestfrankrig vindstød på 38 meter pr. sekund, mens man ved Vlisingen i Holland havde 39 meter pr. sekund, da de kraftigste vindstød passerede onsdag morgen.

Bølger slår ind over kysten i Normandiet i Nordfrankrig, da stormen Eleanor passerede tidligt onsdag den 3. januar 2018.
Bølger slår ind over kysten i Normandiet i Nordfrankrig, da stormen Eleanor passerede tidligt onsdag den 3. januar 2018. Foto: CHARLY TRIBALLEAU / Scanpix Denmark