Stormlavtryk sender regn, tøsne og blæst ind over Danmark

Enkelte steder i landet kan man i dagens løb få slud og tøsne, når et stormlavtryk passerer lige hen over Danmark.

Silende regn, der kan gå over i slud og tøsne, er sammen med blæsende vejr på vej ind over Danmark.

Det er et stormlavtryk, der i løbet af onsdagen, skal passere tværs gennem Danmark, der giver det ustadige vejr.

Regn og tøsne er på vej ind over landet

Allerede i nattetimerne begyndte regnen at brede sig ind over landet fra vest, mens en kraftig sydøstenvind blæste op over det meste af Danmark.

I formiddagstimerne vil nedbørområdet fortsætte mod nordøst og øst, og især hen over Midt- og Østjylland samt på Midtsjælland kan nedbøren gå over i slud og tøsne. Stedvis kan tøsneen ved temperaturer lige omkring frysepunktet lægge sig på jorden.

Falder der sne hos dig - så send os billeder af det  

Nedbørområdet med kraftig regn og store mængder tøsne, som passerer landet i løbet af dagen, vil indtil i aften flere stede kunne give mere end 20 mm nedbør.

De store mængder regn kan flere steder give oversvømmelser og risiko for aquaplaning på vejbanerne.

Kraftig blæst rammer Danmark

Ud over nedbør giver stormlavtrykket også blæst over Danmark.

Først på dagen vil der være frisk til hård vind med vindstød nær stormende kuling fra sydøst.

Da vinden vil blæse på tværs af de store danske broer, kan det give restriktioner på Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Lavtryk giver kraftig blæst over Danmark Video: Anders Brandt

I løbet af dagen aftager sydøstenvinden og vil i Nordjylland dreje mod øst. Her bliver det fortsat blæsende.

I den sydlige del af landet vil vinden drejer mod vest. og især i Sønderjylland og ved Østersøen bliver det sidst på eftermiddagen og i aften meget blæsende med vindstød nær stormende kuling.

Hen over Nordtyskland kan stormlavtrykket give storm ved den tyske vadehavskyst, mens store dele af Nordtyskland rammes af vindstød af stormstyrke. I Harzen kan det endda blive orkan.