Sne og vinterkulde rammer Danmark i weekenden

16x9
Arkivfoto Foto: HENNING BAGGER / Scanpix Denmark

Så ser det ud til, at vinteren kan ramme Danmark. Prognoser forudser både sne og kulde.

Onsdag fik man, med lidt sne flere steder i Jylland, en forsmag på det vejr, som venter os i løbet af weekenden, hvor koldere luft ventes at trænge ned over os og give Danmark vintervejr.

I de kommende døgn vil lavtrykkene fra vest gradvist begynde at gå sydligere og sydligere, mens et højtryk over Atlanterhavet opbygges og sender kold luft fra nord langt mod syd.

Dermed vil vinteren stille og roligt snige sig ind på Danmark.

Snevejr nærmer sig fredag

Allerede fredag vil koldere luft gradvist begynde at strømme mod Danmark. Det vil sende temperaturen ned mellem frysepunktet og fire graders varme, hvilket kan give lidt slud eller sne rundt om i landet.

Ud på eftermiddagen ventes et mere udbredt nedbørområde frem mod Danmark. Det sker i forbindelse med et lavtryk, der skal passere syd om eller hen over Danmark.

Frontzone over Danmark skiller lun luft fra vinterkulde

Fra fredag eftermiddag og frem til ud på lørdagen ventes en frontzone at ligge tværs hen over Danmark. Nord for fronten vil der være frost- og snevejr, mens der syd for fronten vil være op til fire graders varme og regn.

Ifølge de seneste prognoser ventes fronten at ligge lige hen over Danmark lørdag med dagsfrost til Nordjylland og op til fire grader ved Østersøen.

Prognose: Front med sne vil ligge over Danmark lørdag.
Prognose: Front med sne vil ligge over Danmark lørdag. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Risiko for iskolde nætter

I løbet af lørdag aften svinger fronten mod syd og sender kold og klar luft ned over hele landet, så man søndag får dagsfrost de fleste steder.

De steder, der lørdag har fået sne, kan søndag aften og natten til mandag se frem til en iskold aften og nat, hvor temperaturen kan nå ned nær -10 grader.

Det kolde vintervejr ser ud til at fortsætte ind i starten af næste uge.