Imponerende fænomen over Danmark nytårsaften

16x9
Månehalo nord for Aalborg nytårsaften Foto: Anni Hejlesen / Seerfoto

Lysende ring tiltrak stor opmærksomhed nytåraften.

Mens raketterne strøg til vejrs, kunne man nytårsaften flere steder i landet se en lysende ring omkring Månen.

Ringen tiltrak sig næsten ligeså stor opmærksomhed som nytårsfyrværkeriet, og på TV 2 VEJRET fik vi fra den nordlige og østlige del af landet både mange billeder af den den lysende ring og spørgsmål om, hvad det kunne være?

Månehalo nord for Aalborg nytårsaften
Månehalo nord for Aalborg nytårsaften

Fænomenet er egentlig ganske almindeligt og kaldes en 'halo', men kan ikke desto mindre - som det var tilfældet nytårsaften - være et imponerende skue.

Ordet stammer fra græsk og betyder cirkel eller runding.

Månehalo over Sæby nytårsaften.
Månehalo over Sæby nytårsaften.

Årsagen til haloen skal findes i små iskystaller i stor højde hen over den nordlige og østlige del af Danmark nytårsaften. Her klarede det op, men højtliggende skyer 'skyggede' lidt for månens lys.

Satellitbillede af Danmark nytårsaften kl. 21.38. Skyerne med iskrystaller ses som striber hen over især den nordlige halvdel af Jylland.
Satellitbillede af Danmark nytårsaften kl. 21.38. Skyerne med iskrystaller ses som striber hen over især den nordlige halvdel af Jylland.

Haloen kan nemlig ses, når der højt oppe i atmosfæren - ofte i 8-10 kilometers højde - er et jævnt lag af tynde skyer - de såkaldte cirrus­ eller cirrostratusskyer.

I sådanne tilfælde vil skyernes iskrystaller virke som bittesmå prismer, der bryder og reflekterer månens lys på en måde, så vi ser en smal lysende ring omkring Månen.

Samme fænomen kan også ses omkring Solen - og her er haloen på grund af det kraftigere sollys typisk tydeligere at se.

Kan bebude dårligt vejr

Haloer optræder ofte foran fronter, hvor man har det tynde højtliggende skydække, som kræves for, at man kan se haloen.

Derfor siger man også, at når man ser en halo, så kan det være et varsel om, at der er regn på vej.

Flot - men vådt. Nytårsaften i Sønderborg.
Flot - men vådt. Nytårsaften i Sønderborg.

Haloen, som man kunne se over den nordlige og østlige del af landet nytårsaften, opstod, da høje skyer i forbindelse med en front gav regn over de sydlige egne, hvor man fejrede nytår i silende regn.

Regnen bredte sig senere til resten af landet - så i dette tilfælde var den imponerende halo et forvarsel om årets første regnvejr.