Udbredt regnvejr på vej – her kommer der mest

Vi har udsigt til regn i flere omgange, da to fronter er på vej op over Danmark. Og der kan stedvis også falde slud.

Går turen ud i naturen eller på gågaden for at bytte julegaver her på den sidste lørdag i året, kan det anbefales at tage en paraply eller en regnfrakke med.

Et større regnvejr trækker nemlig op over hele landet, og fra morgenstunden er der endda slud hist og her.

Nedbørtyper

Regn er dråber af flydende vand

Slud er en blanding af regn og sne - ikke at forveksle med tøsne.

Tøsne er sne, der pga. begyndende smeltning er våd. Tøsne er pr. definition dog sne.

Sne er sammensatte iskrystaller, der kan falde til jorden som større eller mindre fnug.

Isslag er underafkølet regn - flydende vand med en temperatur under 0° - der, ved kontakt med faste overfalder, omgående fryser til is.

Hagl er isklumper af varierende størrelse og kan dannes året rundt i kraftige bygeskyer

Det er en front i forbindelse med et lavtryk vest for de Britiske Øer, som giver dagens regn og slud, og faktisk er flere fronter smeltet sammen, inden de når frem til Danmark.

Derfor vil man opleve regnvejret i flere bølger hen over dagen, og dagens variation i temperatur vil også gøre, at der kan være slud i luften igen til aften.

Front møder kølig luft og giver slud

Fra morgenstunden melder man om slud i Billund Lufthavn, og på baggrund af en automatisk måling fra Ringsted er der sandsynligvis også slud i luften her. Det kan også forekomme andre steder, som det fremgår af animationen i toppen af artiklen.

Sluden falder nemlig på forsiden af det første regnvejr, der trækker op vores endnu kolde landskab, hvor temperaturen typisk er mellem 0 og 3 grader.

Når den første front har skubbet kulden væk, vil den næste front blot give udbredt regn - med 5-10 millimeter hvor der kommer mest. Og det bliver typisk over det sydlige Jylland, på Fyn og på Lolland, Falster og det sydlige Sjælland, at man får mest set hen over hele dagen i temperaturer omkring 4 grader.

To regnvejr trækker op over Danmark fra sydvest, og i dagens løb kan det typisk give et sted mellem 5 og 10 millimeter, hvor der kommer mest. Og alle får regn.
To regnvejr trækker op over Danmark fra sydvest, og i dagens løb kan det typisk give et sted mellem 5 og 10 millimeter, hvor der kommer mest. Og alle får regn. Foto: TV 2 VEJRET

Ud på aftenen, hvor det igen bliver lidt køligere, kan der stedvis falde slud på Sjælland og i det nordlige Jylland.

Nytårsaftensdag er der endnu et regnvejr på programmet.