Sådan bliver nytårsvejret

Vi følger nøje udviklingen i prognoserne for vejret nytårsaften.

Ingen midnatsstund er næppe mere interessant end den mellem den 31. december og 1. januar. Og i år er der stadig spænding om, hvordan vejret bliver, når raketterne skal fyres af.  

Vejrsituationen er nemlig fyldt med energi, da et lavtryk ser ud til at kunne udvikle sig tæt på Danmark med risiko for blæsevejr og stor sandsynlighed for regn i løbet af dagen. 

Nytårsaftensdag 

Et lavtryk ser ud til at udvikle sig på vej hen over Nordsøen fra Skotland til Sydnorge. Det tilhørende frontsystem med regn vil bevæge sig hen over Danmark. 

Nytårsaftensdag bliver sandsynligvis regnfuld, når en front trækker op over landet fra sydvest .
Nytårsaftensdag bliver sandsynligvis regnfuld, når en front trækker op over landet fra sydvest . Foto: TV 2 VEJRET

Den mest sandsynlige udvikling er derfor, at det trækker op til regnvejr og gråvejr fra sydvest i løbet af formiddagen med udbredt regn til om eftermiddagen. 

Nytårsaften 

På bagsiden af regnvejret vil en opklaring dog kunne brede sig hen over landet, så det kan holde tørt mange steder om aftenen. Opklaringen begynder i Sydvestjylland og breder sig mod nordøst.

En opklaring på bagsiden af eftermiddagens regnvejr breder sig hen over landet, så det holder tørt mange steder til aften.
En opklaring på bagsiden af eftermiddagens regnvejr breder sig hen over landet, så det holder tørt mange steder til aften. Foto: TV 2 VEJRET

Spørgsmålet er dog, om det holder helt tørt ved midnatstid. Her er prognoserne endnu lidt uenige, da fronten med eftermiddagsregnen endnu kan hænge over dele af landet sidst på aftenen. 

De fleste vil dog sandsynligvis opleve en midnatsstund med hastigt drivende skyer på himlen i en strid sydvestenvind. Vinden vil være kraftigst i det nordlige og nordvestlige Jylland.

Vi følger situationen nøje, også i forhold til potentiel blæst, og opdaterer prognosen med flere detaljer, når de bliver sikre.