Dramaet på Bornholm under julesnestormen i 2010

16x9
Tidligt om morgenen den 25/12 2010 - den pansrede mandskabsvogn på vej mod Tejn i snestorm. Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Under julesnestormen i 2010 udspillede der sig et drama på Bornholm, hvor en pansret mandskabsvogn på vej til en fødende kvinde kørte fast i sneen.

Der blev skålet i rødvin og spist juleand, brune kartofler og rødkål, mens sneen juleaften lå tykt over det meste af landet i noget så sjældent som en landsdækkende hvid jul.

Mens gaverne blev pakket ud, risalamanden spist og aftenkaffen nydt, udspillede der sig et drama på Bornholm, hvor en voldsom snestorm havde lukket øen helt ned.

Snestorm juleaften i Nexø den 24. december 2010.
Snestorm juleaften i Nexø den 24. december 2010. Foto: Frank Kirkegaard Hansen / Seerfoto

Det var juleaften 2010, hvor en pansret mandskabsvogn, tre mand og en sygeplejerske fra Rønne blev sendt afsted for at undsætte en fødende kvinde i Tejn - midt i julesnestormen på Bornholm.

Tre dage lang snestorm begravede Bornholm

Snestormen er en af de voldsommeste i dansk vejrhistorie, og den begyndte allerede den 22. december, hvor et lavtryk over Mellemeuropa sendte sine fronter med sne og blæst op over Østersøen.

I Rønne begyndte det at sne den 22. december om aftenen. Første melding fra lufthavnen i Rønne om snefald kom klokken 22, og det skulle vise sig ikke at være den sidste. I Bornholms Lufthavn meldte man om uafbrudt snefald i næsten tre døgn. Sidste melding om sne kom første juledag den 25. december klokken 16.  

I mellemtiden var Bornholm blevet begravet i sne.

Bornholm sneede inde allerede lillejuleaften

Allerede lillejuleaften om morgenen sad sneplovene mange steder fast, og klokken 8 frarådede politiet al udkørsel på Bornholm, og alle passagerer til Bornholm både med fly og færge strandede i Rønne.

Snestorm i Østermarie juleaften den 24. december 2010.
Snestorm i Østermarie juleaften den 24. december 2010. Foto: Michala Carlsen / Seerfoto

Klokken 15 lukkede lufthaven på grund af sne og kraftig sidevind, og klokken 21 lillejuleaften stoppede vintertjenesten al snerydning, da sneplovene ikke kunne komme igennem.

Livsfarligt at gå ud

Snestormen fortsatte med at rase og ved Hammerodde måltes med 28 m/s vindstød af stærk storm, mens man i Rønne med 26 m/s havde storm i vindstødene og med snefygning en sigtbarhed på blot 900 meter. 

Snestorm i Poulsker på Bornholm juleaften den 24. december 2010
Snestorm i Poulsker på Bornholm juleaften den 24. december 2010 Foto: Julia Riddertoft / Seerfoto

Bornholm var juleaftensdag begravet i sne, og politiet meddelte i de tidlige morgentimer, at det var forbundet med livsfare at bevæge sig udendøre. 

Mens Bornholm var lukket helt ned og alle veje ufremkommelige, var mere end 400 mennesker strandet i Rønne, hvor de holdt jul dels på Almegårds Kaserne, dels hos bornholmske familier, som tog mod de strandede passagerer.

Alt imens havde en kvinde i Tejn på den nordlige del af Bornholm juleaften fået veer, og to mand var ved at gøre en pansret mandskabsvogn klar til at komme den fødende kvinde til undsætning.

Det var Bjarne Kofoed Nielsen, der var fører af den panserede mandskabsvogn, og Orla Mogensen, der var vognkommandør.

Fotograf dokumenterede 17 timer lang tur i snestorm

En tredje mand var også med i den panserede mandskabsvogn. Det var fotograf Nils Meilvang.

Det var ham, der tog billederne fra den dramatiske julenat på det snestormsramte Bornholm. Billeder som i dagene derpå gik landet rundt.

Den pansrede mandskabsvogn på vej mod Tejn - tidligt om morgenen den 25/12 2010
Den pansrede mandskabsvogn på vej mod Tejn - tidligt om morgenen den 25/12 2010 Foto: Nils Meilvang / Scanpix

TV 2|VEJRET fangede 2. juledag 2010 Nils Meilvang på telefonen, mens han sad og ventede på en færge i Rønne. Her fortalte han historien bag hans helt unikke billeder. 

Det var en historie om en 17 timer lang tur igennem snemasserne på det vestlige Bornholm.

Tre mand og en kvinde skal undsætte fødende kvinde i Tejn

Klokken var 22 juleaften, da PMV'en med de tre mænd og udstyr til fødslen kørte fra Rønne Sygehus.

Det blæste fortsat med vindstød af stormstyrke fra nord og nordøst og temperaturen var -3 grader.

Først skulle de tre mand mod Klemensker, hvor jordemoder Tabea Zimmermand skulle hentes, før turen gennem uvejsomt terræn kunne fortsætte mod Tejn.

Gigantiske snedriver foran den pansrede mandskabsvogn julenat - den 25/12 2010
Gigantiske snedriver foran den pansrede mandskabsvogn julenat - den 25/12 2010 Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Selv om snevejret ikke længere var så kraftigt, så gav en hård kuling fra nordøst fortsat kraftig snefygning, og snedriverne var meterhøje juleaften på Bornholm.

På vej til Klemensker kørte PMV'en et par gange fast i de store snedriver, men kom hver gang fri igen ved egen hjælp.

Jordemoder Tabea Zimmermann sender en sms - mens den pansrede mandskabsvogn er kørt fast - den 25/12 2010.
Jordemoder Tabea Zimmermann sender en sms - mens den pansrede mandskabsvogn er kørt fast - den 25/12 2010. Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Kører i zigzag hen over markerne

Jordemoder Tabea Zimmermand blev hentet i Klemensker, hvorfra turen gik mod Tejn. Og det var ikke den lige rute, eller den normale landevej til Tejn, der blev fulgt.

Da der på vejene lå enorme snedriver på grund af de store snevolde, som sneplovene havde skrabet op, så kørte PMV'en nærmest i zigzag hen over markerne på sin vej mod Tejn for at finde den rute, hvor der om muligt lå mindst sne.

Kører fast i fire meter høj snedrive

- Så lang tid larvefødderne har sne under sig, er der ingen problemer, forklarede Niels Meilvang.

PMV'en kæmpede sig således igennem selv de største snedriver. Men ud på aftenen blev en fire meter høj snedrive alligevel for meget for den panserede mandskabsvogn.

Den pansrede mandskabsvogn er kørt fast - julenat den 25/12 2010
Den pansrede mandskabsvogn er kørt fast - julenat den 25/12 2010 Foto: Nils Meilvang / Scanpix

PMV'en ramte den enorme snedrive og sad fast med bunden af vognen på toppen af snedriven, mens larvefødderne hvirvlede rundt uden fast grund under sig.

Gummiged graver sig vej til PMV'en

Julenat sad PMV'en uhjælpelig fast i snemasserne, og hjælp måtte rekvireres fra Rønne. Da sneplove ikke gør nogen nytte, da de ikke kan komme af med den sne, de skraber op, så var den eneste hjælp en gummiged.

- Det tager bare sin tid for sådan en at grave sig vej. Den kører et par meter af gangen, og læsser så sneen af, for så igen at køre et par meter, fortalte Nils Meilvang om den langsommelige, men sikre måde at komme frem til den fastkørte PMV.

Søger ly på nærliggende gård

Mens der blev gravet for at komme frem til PMV'en, søgte MPV-føreren Bjarne Koefoed Nielsen, vognkommandør Orla Mogensen, jordemoder Tabea Zimmermand og fotograf Nils Meilvang ly på en nærliggende gård, som de i snestormen kunne se lys fra.

Her fik de julenat lidt varme, kaffe og jordemoderen også lidt søvn, inden gummigeddens blinkende lygter kunne ses i snefoget.

Kommer der ikke snart så meget sne igen, så vi kan komme ud og kælke?

Mikkel Wang Hansen

Gummiged graver PMV'en fri

Først ved 11-tiden juledag nåede gummigeden frem til den fastkørte panserede mandskabsvogn - og gravearbejdet kunne begynde.

Den pansrede mandskabsvogn sidder fast i sneen julemorgen - den 25/10 2010.
Den pansrede mandskabsvogn sidder fast i sneen julemorgen - den 25/10 2010. Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Efter en times graven i sneen havde gummigedden fået gravet PMV'en fri fra den fire meter høje snedrive - og klokken 13 var den fremme i Tejn.

Inden da var en læge hos den fødende kvinde, ligesom en anden jordemoder på ski julemorgen var nået frem til Tejn.

Kvinden havde endnu ikke født, og da der midt på juledag var skabt et større overblik over, hvor man nemmest kunne komme frem igennem snemasserne, så vurderedes det, at PMV'en relativt hurtigt kunne nå Sygehuset i Rønne, hvor den gravide kvinde og hendes mand blev kørt til.

Gummiged graver den pansrede mandskabsvogn fri julemorgen - den 25/12 2010.
Gummiged graver den pansrede mandskabsvogn fri julemorgen - den 25/12 2010. Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Fra Tejn varede turen tilbage til Rønne blot en times tid. Klokken 15 juledag var PMV'en fremme ved sygehuset, som den forlod 17 timer tidligere - på en tur, som det normalt ikke tager meget mere end 40 minutter at tilbagelægge i bil på en sommerdag.

Var et af de mest snerige steder i Europa

Snemængderne på Bornholm var efter danske forhold historiske. Den 27. december om morgenen blev der ved Klemensker officielt målt en snedybde på 135 cm, som den dag gjorde Bornholm til et af de mest snerige steder i Europa.

Først omkring nytåret fik man ryddet alle veje på Bornholm, efter man havde rekvireret hjælp fra Sverige i form af bæltekøretøjer og store sneslynger. 

Der ryddes sne i dagene efter jul. Her er det den 28. december 2010.
Der ryddes sne i dagene efter jul. Her er det den 28. december 2010. Foto: Jonas Vandall Ørtvig / Scanpix

Dette var historien bag de billeder, som blevet taget julenat på Bornholm. Billeder, der viste nogle scener af dansk vintervejr, man senest så omkring nytåret 1978/79 , hvor en voldsom snestorm i flere dage rasede over den sydlige del af landet. Snestormen blev dengang på Lolland/Falster døbt vinterkrigen.

Snestormen, der ramte Bornholm i 2010 - har fået det enkle navn julesnestormen.

TV 2 har lillejuleaften talt med kvinden, det hele handlede om. Og hun fortæller, at både hun og snebarnet, Mikkel, har det godt. Og Mikkel har fået hele historien om dengang øen sneede til, og han blev født.

- Vi har masser af billeder, video og avisudklip, så han kender hele historien, fortæller Gitte Wang Hansen til TV 2.

Men særligt ét spørgsmål stiller han igen og igen:

- Kommer der ikke snart så meget sne igen, så vi kan komme ud og kælke?

Gitte Wang Hansen og nyfødte Mikkel.
Gitte Wang Hansen og nyfødte Mikkel. Foto: Nils Meilvang / Scanpix