Voldsomme oversvømmelser har ramt det nordlige Italien

Kraftig regn har fået floder til at gå over deres breder.

Voldsomme regnskyl i den nordlige del af Italien har fået floder til at gå over deres breder og tvunget flere hundrede mennesker til at forlade deres hjem. 

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De værst ramte områder er omkring Lentigione og Brescello i Reggio Emillia-provinsen, som ligger tæt på floden Po, hvor ovenstående billeder er fra.

Her har nogle af indbyggerne søgt tilflugt på øverste etage af deres hjem, og nogle har måttet lade sig evakuere med helikopter.

Sandsynligvis over 100 millimeter regn

Det er en langstrakt frontzone på grænsen mellem polarluft over Mellemeuropa og varm og fugtig luft over Middelhavet, der har givet anledning til de store mængder regn.

Regnen har herefter samlet sig i floderne, som er gået over deres breder. 

Det er uvist præcis hvor megen regn, der er faldet i det nordlige Italien, men observationer fra Schweiz tæt på grænsen til Italien melder om mere end 100 millimeter regn alene i løbet af mandagen.