Vindstød af stormstyrke over Danmark

16x9
Blæsende vejr ved Hanstholm den 7. december 2017. Foto: Jógvan Clementsen / Seerfoto

Et orkanlavtryk ved Færøerne har torsdag givet kraftige vindstød i store dele af landet.

Et kraftigt blæsevejr har torsdag ramt store dele af Danmark, og det har flere steder givet vindstød af stormstyrke.

Det har blæst mest langs Jyllands vestkyst og langs kysterne i Kattegat.

Højeste vindstød indtil klokken 16 har man haft i Hanstholm, hvor der er målt 27,3 meter per sekund.

Grænsen for storm går ved 24,5 meter per sekund, og den grænse blev også overskredet ved både Blåvandshuk, Thorsminde og på Anholt.

Højeste middelvind har indtil klokken 15.40 været en hård kuling målt ved Røsnæs i Nordvestsjælland.