Kraftige byger gav store mængder hagl - og var med torden

Den nordlige halvdel af Jylland blev fredag ramt af tordenbyger med hagl.

Da en front med kraftige byger fredag passerede hen over den nordlige halvdel af Jylland gav det anledning til et kraftigt haglvejr, som fik det til at se helt vinterligt ud.

Flere steder i et strøg fra Nordvestjylland over Kronjylland til Himmerland faldt der et centimetertykt lag hagl, da bygerne i formiddagstimerne passerede forbi.

På billedet herunder fra en terrasse ved Lemvig havde nedløbsrøret sendt sendt store mængder hagl ned fra taget, og ved Vandborg lige vest for Lemvig lignede det til forveksling en vinterdag.

Hagl på terrassen i Lomborg ved Lemvig den 10. november 2017.
Hagl på terrassen i Lomborg ved Lemvig den 10. november 2017. Foto: Henrik Lind Jørgensen / Seerfoto

Haglene faldt dog ved temperaturer et godt stykke over frysepunktet - og smeltede hurtigt igen.

Bygerne, der gav de store mængder hagl, var også med torden. Ifølge DMI's lynpejlere var der indtil klokken 13 slået lidt over 50 lyn ned over den nordlige halvdel af Jylland. 

Hagl ved Vandborg nær Lemvig den 10. november 2017.
Hagl ved Vandborg nær Lemvig den 10. november 2017. Foto: Kirsten Mette Lundgaard Madsen / Seerfoto

De kraftige byger kom i forbindelse med et lavtryk, der er på vej lige nord om Danmark. Lavtrykket er dannet i en iskold og oprindelig polar luftmasse, som giver anledning til de kraftige byger med torden.