Første sne og glatte veje - farlig vejrsituation over Danmark i nat

Der er risiko for spejlglatte veje og vinterens første sne flere steder i nat.

En af de mest lumske vejrsituationer er under opsejling og kan i nattetimerne give glatte veje.

Det sker når det i aftenens og nattens løb fortsat vil komme byger, mens koldere luft gradvist strømmer frem. Sammen med opklaring mellem bygerne, der gradvist kan blive med slud og tøsne, er det det en cocktail man skal passe på, hvis man skal ud i trafikken natten til lørdag.

Mellem bygerne er det farlige tidspunkt

Når bygerne kommer ind over landet vil de give våde vejbaner og stedvis kan der endda falde vinterlig nedbør.

Her er der størst chance for glatte veje mellem bygerne.
Her er der størst chance for glatte veje mellem bygerne. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Når bygerne er drevet forbi vil det klare op, og vejbanetemperaturerne vil hurtigt kunne falde til under frysepunktet, og vi vil kunne opleve de farlige frysende våde vejbaner, hvor et tyndt lag is gør veje og fortove spejlglatte.

Størst er risikoen for det farlige fænomen i den centrale og østlige del af Jylland.

Pas på - også hvis termometeret viser plusgrader

Den lumske og farlige vejrsituation kan være meget drilsk, og de isglatte veje er svære at få øje på.

Ud over at køre ualmindeligt forsigtigt, så kan en rettesnor være, at man skal se efter på sin bilrude.

Er der is på den, vil vejene sandsynligvis også være glatte. Det gælder også, selv om biltermometeret viser plus-grader.

Man skal således være meget opmærksom, når man i nat og i morgen tidlig bevæger sig ud i trafikken. Det gælder også, hvis man til fods.

Mulighed for vinterens første sne

Ud over de isglatte veje, så kan man lokalt også få mere end snefnug i luften.

I den oprindeligt kolde polarluft vil der dannes slud og snebyger, som stedvis vil kunne lægge sig på marker og græsplæner.

Sker det vil det være vinterens første sne.

Prognose: Nedbør som sne (hvid) og regn (blå) klokken to natten til lørdag.
Prognose: Nedbør som sne (hvid) og regn (blå) klokken to natten til lørdag. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Størst chance for at få den første sne har man langs den jyske højderyg, hvor de mere end 100 meters højde kan være lige præcis det, der afgør at sneen bliver liggende - og ikke smelter. 

100 meters højde vil give en afgørende lavere temperatur på omkring 0,5 grader i forhold til temperaturen ved havniveau.

Den første sne kan komme til tiden

Kommer vinterens første sne natten til lørdag, vil det være så normalt det kan blive.

Gennemsnitligt viser de seneste 14 års data, at vi skal vente til den 11. november, før vi får vinterens første sne.  

Vinterens første sne - gennem tiderne
2017
21. november
Lokalt snefald i Nordsjælland
Snevejr i Ålsgårde i Nordsjælland tidligt om morgenen den 21. november 2017. Kaye Borg-Jørgensen / Privatfoto
I 2017 skulle vi ligesom i 2008, 2013 og 2015 hen til den 21. november for at få vinterens første sne. Denne gang kom den dog i ganske beskedne mængder, da en ensom snebyge tidligt om morgenen drev ind over Nordsjælland fra Kattegat og gav lidt sne i et smalt bælte fra Ålsgårde til Helsingør.
2016
6. november
Snevejr i Vendsyssel
Vinterens første sne i Taars i Vendsyssel den 6/11 2016. Daniel Christensen, TV 2 VEJRET / TV 2
Vinterens første sne i 2016 kom relativt tidligt allerede den 6. november. En iskold nordøstenvind med vindstød af stormstyrke kombineret med et nedbørområde over den nordlige del af Jylland var ingredienserne i vinterens første snevejr, som TV 2 VEJRET fulgte time for time.
2015
21. november
Historisk kraftigt snefald på Sjælland
Vinterens første sne i 2015 var historisk i den forstand, at det var usædvanligt kraftigt - både for et første snefald og for november som helhed. 
Den allerførste sne faldt i Nordsjælland midt på eftermiddagen, da et lille lavtryk under udvikling over Østersøen sendte et nedbørområde op over de østlige egne samtidig med, at kold og relativ tør luft strømmede frem til Danmark fra nordøst.
I aftentimerne gik nedbøren mere og mere over i sne på Sjælland og i et bælte fra Nordsjælland ned over området omkring Roskilde til vest for Køge falder der i løbet af natten til den 22. november op mellem 50 og 60 cm sne. Videoen ovenfor er optaget i Roskilde mellem kl. 22.00 og 23.00 lørdag aften. Også i Thy og Hanherred bliver man ramt af kraftige snebyger om aftenen.
TV 2 VEJRET fulgte den første sne minut for minut - og den 22. november kom sneen også til både Fyn og den østlige del af Jylland. Snevejret om aftenen og natten til den 22. november er det kraftigste 'første snefald' i vejrhistorien og det kraftigste snevejr i november siden 1971. 
2014
11. december
Snevejr i Nordjylland
Lone Poulsen
Ikke siden 2000 er den første sne faldet så sent som i 2014, da der efter et lunt efterår den 11. december trak kulde ned over landet - og da byger fra Nordsøen nåede ind over den nordlige del af Jylland var bygerne med sne.
Bygerne, der var kraftige og med torden, ramte især Vendsyssel og Himmerland. Og sneen faldt ved temperaturer lige over frysepunktet. I Aars i Himmerland faldt temperaturen under vinterens første snevejr til blot 0,2 graders varme.
2013
21. november
Snevejr i Øst- og Midtjylland
Sara Hestehave Kristensen
I 2013 skulle man vente relativt længe på sneen. De første fnug faldt sidst på natten og tidligt om morgenen den 21. november i Øst- og Midtjylland.
Især i Midtjylland faldt der stedvis så meget sne, at landskabet blev hvidt - og i alt blev det til ca. et par centimeter, da den første sne faldt.
Sneen kom i forbindelse med byger dannet over Kattegat. Et lavtryk over Østersøen sendte kold luft fra nordøst ned over Danmark og bygerne drev ned mod Østjyllands kyster og videre ind over den nordlige og centrale del af Jylland.
Ved kysterne var det lige over frysepunktet, men inde over land var det koldt nok til at nedbøren faldt som sne, der blev vinterens første.
2012
25. oktober
Snevejr i Nordøstjylland
Anders Rost Villumsen
I 2012 faldt den første sne tidligt. Allerede den 25. oktober om aften begyndte det at sne i den nordøstlige del af Jylland - og i løbet af natten faldt der også sne flere andre steder i Jylland - og senere også på Sjælland.
Den første sne kom, da iskold arktisk luft om aftenen den 25. oktober trængte ned fra nord og gav anledning til, at der hen over både Skagerak og Kattegat blev dannet byger, som trak ned over både Jylland og Sjælland.
2011
4. december
Snevejr i Østjylland
Gerda Gjødvad Jensen
I 2011 skulle man vente længe på sneen. Først natten til den 4. december dalede de første fnug fra himlen ned over landet. Det var det seneste første snefald i mindst otte år.
Det skete langs Den Jyske Højderyg i Østjylland, hvor man blandt andet i Klovborg, i Yding, i Skanderborg og på Ejer Bavnehøj kunne se sneen lægge sig på jorden.
Det var snebyger, der i en kold polar luftmasse trak med den hårde vestenvind ind over landet. Til aften fik man også sne på jorden andre steder i Jylland.
2010
21. oktober
Snevejr i Midtjylland
Valter Tatarczuk
I 2010 faldt den første sne i Midtjylland i de tidlige morgentimer så tidligt som den 21. oktober.
Snevejret er det tidligste i syv år, og senere fik også dele af Vendsyssel og Sønderjylland sne, da byger fra Nordsøen dannet i kold polarluft trak ind over Jylland.
2009
4. november
Snevejr i Sønderjylland
Rene Jensen
I den snerige vinter 2009/2010 faldt den første sne i Sønderjylland den 4. november.
Sneen kom i forbindelse med et frontsystem, der nærmede sig fra sydvest, mens tør og kold luft fra sydøst strømmede op over Danmark.
Første sted sneen faldt var i Frøslev nær grænsen om formiddagen - men senere fik også Fyn og Sjælland del i vinterens første sne.
2008
21. november
Snevejr i Vestjylland
Emilie
I 2008 faldt vinterens første sne natten til den 21. november.'
Vinterens første sne kom i forbindelse med et kuldefrembrud fra nord, da snebyger fra Nordsøen drev ned over den vestlige del af Jylland og gav hvide veje, græsplæner og marker.
De første meldinger om sne kom omkring midnat fra Vest- og Midtjylland, hvor lette snebyger gav vinterens første sne.
Det er det seneste vi her i Danmark har oplevet vinterens første sne i mindst fem år.
2007
10. november
Snevejr i Nodøstsjælland
P.F. Nielsen
I 2007 faldt vinterens første sne den 10. november. Det skete i Nordøstsjælland efter et stormlavtryk havde passeret landet.
Her blev man ramt af snebyger dannet ned gennem Kattegat, da kold luft fra nord strømmede ned over landet.
Den første sne lagde sig i et 3-4 cm tykt lag.
2006
1. november
Snevejr i Nordjylland
Pia og Keld
I vinteren 2006 faldt den første sne tidligt. Et stormlavtryk sendte den 1. november kold luft fra nord ned over Danmark og i store dele af landet gik nedbøren over i sne.
Først skete det i Vendsyssel, hvor man først så sneen falde. I løbet af dagen faldt der dog mest i den østlige del af Jylland, hvor man fik op til 5 cm sne.
2005
16. november
Snevejr i Vendsyssel
Marianne Thomsen
Vinterens første sne i 2005 faldt den 16. november, da kold polarluft strømmede ned over Danmark fra nordvest. I den forbindelse blev der dannet byger - og det var dem der gav vinterens første sne.
Den første sne oplevede man i Vendsyssel i morgentimerne, men i løbet af dagen faldt der flere steder i landet snebyger.
2004
17. november
Snevejr i Vendsyssel
Kasper Larsen
I 2004 faldt vinterens første sne den 17. november i Vendsyssel.
Flere steder i landet faldt der slud og tøsne, men i den centrale del af Vendsyssel lagde sneen sig på jorden og gav dermed vinterens første sne.
2003
19. oktober
Tidligt snevejr
I 2003 faldt den første sne over Danmark allerede den 19. oktober.