Regnvejr på vej - slår døren ind til rigtigt efterårsvejr

16x9
Arkiv Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Efter en periode med flot novembervejr ændrer vejret sig markant i de kommende dage, hvor der igen er udsigt til regn og rusk.

Slaggregn, der trommer på ruden, mens blæsten rusker i tagryggen - sådan kommer vi til at opleve vejret de kommende dage, efter et regnvejr, der skal passere i løbet af torsdagen, åbner for mere ustadigt novembervejr.

Regnvejret som skal ned over Danmark fra nordvest er i sig selv relativt uskyldigt, men markerer overgangen fra det flotte og noget usædvanlige novembervejr vi har haft de seneste dage til mere normalt vejr for årstiden.

Lavtryk i Norskehavet sender fronter mod Danmark. Det ændrer vejret i de kommende dage.
Lavtryk i Norskehavet sender fronter mod Danmark. Det ændrer vejret i de kommende dage. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Lavtryk giver regn - og ændrer vejrsituationen

Det er et lavtryk over Norskehavet, der sender sine fronter ned over Danmark fra nordvest, som giver torsdagens regnvejr, som starter i Nordvestjylland i morgentimerne og når de sydøstlige egne ud på eftermiddagen.

I forbindelse med regnvejret kan man i Nordjylland få en forsmag på de kommende dages vejr, når vinden frisker op fra vest og kan nå kulingstyrke.

Når fronten er passeret, er der åbnet for en helt ny vejrtype, hvor der vil være fri adgang for lavtrykkene, der fra vest kommer til at give os regn og blæst i de kommende dage,

Ny vejrtype fortsætter

Den ændrede vejrsituation, som sender det stabile vejr ind over Rusland og lavtryk og fronter ind over Danmark, ser ud til at fortsætte i den kommende uges tid.

Allerede fredag vil et nyt lavtryk passere Danmark med regn og risiko for storm i vindstødene, mens resterne af den tropiske storm Rina i løbet af weekenden kan finde vej til Danmark med mere ustadigt novembervejr.