Dansk båd bedst i voldsomt vejr - i verdens længste kapsejlads

To danskere er med i Volvo Ocean Race, der er kommet blæsende fra start på anden etape fra Lissabon til Cape Town.

Den dansk amerikanske båd fra Vesats 11th Hour Racing har udnyttet den kraftige vind bedst på anden etape af Volvo Ocean Race.

Båden fører efter tre døgns sejlads det syv både store felt af 65 fods specialdesignede sejlbåde an.

Vestas 11th Hour Racing med danske Jena Mai Hansen i voldsomt vejr nær Madeira på anden etape af Volvo Ocean Race.
Vestas 11th Hour Racing med danske Jena Mai Hansen i voldsomt vejr nær Madeira på anden etape af Volvo Ocean Race. Foto: Ainhoa Sanchez / Volvo Ocean Race

Nordøstpassaten har blæst bådene mod De Kanariske Øer

De første døgn efter bådene søndag forlod Lissabon med kurs mod Cape Town i Sydafrika har været præget af blæsende vejr, der har sendt hastigheden op på mellem 50 og 55 kilometer i timen.

Det er den ret konstante nordøstpassat, som bådene har sejlet i, der har givet det blæsende vejr på deres vej mod Madeira og herfra videre vest om De Kanariske Øer, hvor bådene onsdag er nået til.

I det det voldsomme vejr har man kunne følge bådene både via helikoptere, og de onboardreportere, der er på hver af de syv både, som dagligt sender billeder hjem.

Jena Mai Hansen ombord på Vestas 11th Hour Racing.
Jena Mai Hansen ombord på Vestas 11th Hour Racing. Foto: Martin Keruzore / Volvo Ocean Race

To danskere med i Volvo Ocean Race

Ombord på Vestas 11th Hour Racing er den danske sejler Jena Mai Hansen, der fik debut  i Volvo Ocean Race, og dermed er den første danske kvinde nogensinde i verdens længste kapsejlads.

Nicolai Sehested ombord på Team AkzoNobel den 7. november 2017.
Nicolai Sehested ombord på Team AkzoNobel den 7. november 2017. Foto: James Blake / Volvo Ocean Race

Jena Mai Hansen er den ene af to danske sejlere, der er med i den lange kapsejlads, som først slutter sidst i juni næste år.

For hollandske Team AkzoNobel sejler danske Nicolai Sehested, som for anden gang deltager i Volvo Ocean Race.

Team AkzoNobel med Nicolai Sehested ved roret i nordøstpassaten på vej mod Madeira.
Team AkzoNobel med Nicolai Sehested ved roret i nordøstpassaten på vej mod Madeira. Foto: Ainhoa Sanches / Volvo Ocean Race

På trods af dansk føring er intet afgjort

Mens den dansk-amerikanske båd fra Vestas 11th Hour Racing fører anden etape af Volvo Ocean Race, så ligger Team AkzoNobel nummer fire - lidt over syv kilometer efter den førende båd.

Det er ingen afstand. Og bådene ligger tæt inden de sidste og afgørende 8.600 kilometer. 

Vejrmæssigt udfordrende etape

På den ialt 13.000 kilometer lange etape til Cape Town, venter både voldsomt og udfordrende vejr.

Når bådene har passeret den kraftige nordøstpassat, venter det frygtede kalmebælte ved Ækvator, hvor bådene kan risikere at blive fanget i vindstille vejr i flere dage.

På det sidste stræk fra Ækvator mod Cape Town venter igen voldsomt vejr, som afslutning på en udfordrende etape.

Skal sejle i voldsomt vejr

Volvo Ocean Race er en af de mest udfordrende kapsejladser overhovedet.

Med meterhøje bølger, stormvejr, store vindstille områder truet af tropiske storme og i isnende kulde kommer bådene ud i alt slags vejr.

I alt skal de syv både tilbagelægge 85.000 kilometer, der gør dette års Volvo Ocean Race til det længste nogensinde. Især den 14.000 kilometer lange etape fra New Zealand til Brasilien, som går over det frygtede ishav, er legendarisk. 

Volvo Ocean Race er ikke en ufarlig tur, som den danske båd fra Team Vestas Wind for to år siden måtte sande, da den gik på grund på et koralrev nord for Mauritius.

Team Vestas Wind på grund ved Mauritius i Volvo Ocean Race i november 2014.
Team Vestas Wind på grund ved Mauritius i Volvo Ocean Race i november 2014. Foto: Brian Carlin / Volvo Ocean Race

Kommer også til Danmark

Hele det imponerende felt af store sejlbåde vil kunne ses fra Danmark, når der på sidste etape fra Göteborg til Haag i Holland slås en sløjfe fra Göteborg mod syd og ned gennem Kattegat med vendepunkt i Aarhus.

Her vil man den 22. juni fra Aarhus havn kunne se hele feltet af de syv 65 fod store Volvo Ocean Race-både blot 100 meter fra DOKK1, når de skal ind og vende helt inde i indre havn i Aarhus.