Lav dit eget sommervejr - og snyd - ligesom guldaldermalerne gjorde

Hvorfor finde sig i mørke november, når man kan lave sit eget lyse sommervejr.

Det kræver kun, at du booker en rejse til Randers.

Og fremme på destinationen tager du så på udflugt til byens kunstmuseum.

Lav dit eget guldaldervejr

På Randers Kunstmuseum finder man ligesom på mange andre danske museer billeder af  de danske guldaldermalere.

Hos dem kan man studere evig sol og sommer, blå himmel og hvide vattot-skyer.

Og faktisk kan du også selv prøve dig af som amatør-meteorolog og maler - endda uden at få klatter på tøjet.

Malede sommervejret bedre - om vinteren

Du kan - som du kan se i indslaget her ovenfor - med små brikker ændre et maleri af landskabsmaleren Vilhelm Kyhn (1819-1903). Du kan skifte farver på himmelen. Eller ændre skyfrit vejr til optrækkende tordenvejr. Og nærmest ændre årstid. Alt efter humør, temperament og sindsstemning.

Faktisk på samme måde som de rigtige guldalder-malere gjorde for godt 100 år siden, fortæller direktøren på Randers Kunstmuseum, Lise Jeppesen.

- Malerne tog ud om foråret og sommeren i al slags vejr og malede skitser. For så om vinteren, inden døre i varmen, at gøre værkerne færdige. Og her manipulerede de lidt med vejret, så malerierne næsten altid endte med blå himmel. Et yndigt land i gyldne rammer, forklarer Lise Jeppesen om den særlige periode i dansk historie.

Gå på museum og få malernes sommervejr

Men er du lidt november-nedtrykt, som mange danskere er, så behøver du ikke tage helt til Randers. Du kan på kunstmuseer over hele landet studere malernes vejr til alle tider og få et skud sommer og sol.

En højtryks-indsprøjtning der snildt virker til hen på det lyse forår. Ellers kan du jo altid opsøge et museum mere.