Stormen Ingolf kan lukke Storebæltsbroen

16x9
Arkivfoto. Foto: KASPAR WENSTRUP / Scanpix Danmark

Vindstød af stormstyrke fra nord vil søndag morgen blæse ned gennem Storebælt.

Når stormen Ingolf natten til søndag og søndag morgen rammer Danmark, kan det give store trafikale problemer på tværs af landsdelene.

Der skal normalt meget til, før Storebæltsbroen lukker helt, men med udsigt til vindstød af stormstyrke fra nord ned gennem Storebælt, er der en reel risiko for, at Danmarks største bro kan lukke søndag morgen.

Storebæltsforbindelsen skriver på Twitter, at der er risiko for, broen kan lukke helt mellem klokken fem og klokken otte søndag morgen.

Storebæltsbroen er ved nordenvind ekstremt eksponeret, fordi vinden da blæser på tværs af broen.

Fra klokken et natten til søndag og frem til klokken fem ventes vindstød af stormstyrke fra nordvest, der kan give kraftig tværvind, som kan give restriktioner eller sågar lukke broen.

Men fra klokken fem vil vinden søndag morgen dreje mod nord og tiltage, så man ned gennem Storebælt har vindstød af stærk storm - på tværs af broen.

Vindstød af stormstyrke fra nord og nordvest kan lukke Storebæltsbroen søndag morgen.
Vindstød af stormstyrke fra nord og nordvest kan lukke Storebæltsbroen søndag morgen. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Sker det, så er der stor risiko for, at Storebæltsbroen må lukke helt i nogle timer søndag morgen.

Øresundsbroen kan også komme i fare for en reel lukning.

Ifølge de seneste prognoser vil der mellem klokken seks og klokken 10 blæse en kraftig nordenvind ned gennem Øresund.