Tyfonen Lan har ramt Japan - mindst to omkommet

Tyfonens øje bevægede sig lige hen over hovedstaden Tokyo.

Voldsom vind og enorme mængder regn har ramt navnlig den østlige del af Japan, efter tyfonen Lan natten til mandag dansk tid gik i land.

Tyfonen nåede i weekenden helt op på kategori 4 på orkan-skalaen, der går fra 1-5. Det gjorde uvejret til en såkaldt supertyfon.

Inden mødet med Japan blev Lan nedgraderet til en kategori 2-tyfon, men det var stadig med middelvindhastigheder på omkring 45 meter per sekund, da uvejret søndag aften gik i land på Japans østlige kyst syd for Tokyo.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Herfra bevægede tyfonens øje sig hurtigt hen over det østlige Japan, direkte ind over hovedstaden og derefter atter videre ud i Stillehavet.

En vej i Nagoya i Japan er oversvømmet forud for tyfonen Lan den 22. oktober 2017.
En vej i Nagoya i Japan er oversvømmet forud for tyfonen Lan den 22. oktober 2017. Foto: KYODO / Scanpix Denmark

To har mistet livet - én savnes

Nyhedsbureauet AP citerer japanske medier for, at mindst to personer har mistet livet under tyfonen.

En 70-årig sejler, hvis båd fik motorproblemer, blev fundet livløs på stranden, mens en 63-årig mand omkom, da et stillads væltede ned over ham på en byggeplads.

Herudover savnes én person efter et mudderskred ramte et hus.

Netop mudderskred kan der komme mange flere af som følge af de enorme mængder regn, som tyfonen har bragt med sig.

Supertyfonen Lan set fra satellit den 21. oktober 2017 klokken 09.50 dansk tid - før mødet med Japan.
Supertyfonen Lan set fra satellit den 21. oktober 2017 klokken 09.50 dansk tid - før mødet med Japan. Foto: Himawari-8 / CIRA

Ny regnrekord i Wayakama

Flere steder har uvejret giver mere end en halv meter regn de seneste tre dage. 

I Owasa, som ligger cirka 400 kilometer sydvest for Tokyo, fik man alene søndag hele 508 millimeter regn. 

Over hele weekenden fik byen intet mindre end 750 millimeter regn, hvilket kan holdes op mod de 712 millimeter nedbør, som Danmark normalt får på et helt år.

I Wakayama-regionen er der ifølge CNN faldet 894 millimeter regn de seneste tre døgn, hvilket dér er ny rekord for regn over en periode på 72 timer.

Tyfonen Lan svækkes i løbet af mandagen, mens uvejret bevæger sig mod nordøst og længere ud over den nordvestlige del af Stillehavet.

Tokyo og Wayakama, Japan.
Tokyo og Wayakama, Japan. Foto: TV 2