Over 36 grader - usædvanligt varmt vejr har ramt Spanien og Frankrig

Varmen er stærkest i Sydspanien, men temperaturerne, som er en sommerdag værdig, er høje langt mod nord.

Herhjemme kan temperaturerne på mandag nå op i nærheden af 20 grader, hvor det bliver varmest, men man behøver ikke rejse særlig langt væk, før man kan få rigtig sommervarme selv her midt i oktober.

I både Frankrig og Spanien er temperaturerne usædvanligt høje for årstiden, og det gælder også for De Kanariske Øer, som er et populært rejsemål for mange danskere. 

Særdeles varm luft strømmer op over Sydvesteuropa fra Sahara-ørkenen, og det sker mellem et højtryk over Sydeuropa, og så den tropiske orkan Ophelia, der er kommet alvorligt på afveje og har kurs mod De Britiske Øer.

Spaniens varmeste steder skulle man fredag til De Kanariske Øer for at finde, hvor temperaturen på Lanzarote og Tenerife var oppe på henholdsvis 37,8 og 36,5 grader.

Efterårsvarmen nydes på Cabanyal-stranden i Valencia i Spanien den 13. oktober 2017.
Efterårsvarmen nydes på Cabanyal-stranden i Valencia i Spanien den 13. oktober 2017. Foto: HEINO KALIS / Scanpix Denmark

Over 36 grader i Sydspanien

Men det var også varmt på det spanske fastland. I Las Cabezas de San Juan syd for Sevilla nåede temperaturen fredag op på 36,1 grader.

I Cordoba, som traditionelt set er et af Spaniens allervarmeste steder, nåede man op på 34,8 grader. 

Til sammenligning er varmerekorden for oktober i Cordoba 36,0 grader, men den er målt tidligt på måneden. Nemlig den 2. oktober 2004.

Solbadende strandgæster i Barcelona i Spanien den 13. oktober 2017.
Solbadende strandgæster i Barcelona i Spanien den 13. oktober 2017. Foto: GONZALO FUENTES / Scanpix Denmark

Kan være tæt på rekordvarmt for årstiden

Med andre ord er det sandsynligt, at man nogle steder i Sydspanien netop nu oplever noget af det varmeste vejr nogensinde på denne årstid. 

Varmen er også nået til Frankrig, hvor man flere steder har dagtemperaturer omkring 30 grader.

Varmest var det torsdag i Tarbes i Sydfrankrig med 30,2 grader. 

Forventede temperaturer i Europa lørdag den 14. oktober 2017.
Forventede temperaturer i Europa lørdag den 14. oktober 2017. Foto: TV 2 VEJRET

Varmen kulminerer på mandag

Den usædvanlige varme breder sig i weekenden videre nordpå og kulminerer på mandag.

Her kan man i Frankrig igen nå over 30 grader mange steder. I England, Holland, Belgien og Tyskland stiger temperaturen til op mod 25 grader, mens vi herhjemme kan se frem til cirka 20 grader, hvor det bliver varmest.