Tidlig snestorm sætter ny rekord i det nordlige USA

16x9
Masser af sne i Havre i Montana tirsdag morgen klokken 08.30 lokal tid den 3. oktober 2017. Foto: Ann Kulczyk / Twitter

Op til 76 centimeter sne i Montana har fået træer til at vælte og forårsaget strømafbrydelser flere steder.

Danmark har endnu den første sne til gode, og den får vi typisk først i løbet af november.

Men i det nordvestlige USA har vinteren gjort sin entré, selvom landskabet ellers er præget af efterårsfarver og bladene endnu hænger på træerne.

Mellem et lavtryk over North Dakota og et højtryk over det vestlige Canada er iskold luft med sne strømmet ned over navnlig staten Montana.

119 år gammel snerekord slået

I byen Havre, som ligger 50 kilometer fra grænsen til Canada, har man i løbet af mandag og tirsdag fået hele 33 centimeter sne. Og det er rekord for to sammenhængende dage i oktober i byen.

Den gamle rekord på 32 centimeter blev sat helt tilbage i 1898, oplyser den amerikanske vejrtjeneste.

Havre, Montana.
Havre, Montana. Foto: TV 2

Månedsrekorden for snefald i oktober i Havre er 40 centimeter. Denne rekord er også fra 1898, og med tanke på, at måneden kun lige er begyndt, vil den med stor sandsynlighed også blive slået.

Sneen begyndte at falde stille og roligt mandag formiddag lokal tid, som det ses i videoen herunder, inden snevejret og blæsten for alvor tog til.

Træer vælter på grund af snemasserne

Mest sne har man dog fået i indianerreservatet Rocky Boy, som ligger 35 kilometer syd for Havre.

Her lyder meldingerne på hele 76 centimeter sne under de seneste dages snestorm.

På denne tid af efteråret hænger der stadig mange blade på træerne, og det har fået mange træer til at bukke under for de store mængder sne.

De væltende træer har revet elledninger med sig, hvilket flere steder har ført til strømsvigt, skriver The Weather Channel.

Ikke normalt med sne så tidligt i oktober

At sneen begynder at falde i det nordvestlige USA så tidligt på efteråret, er ikke usædvanligt i de bjergrige områder, men i lavlandet er det sjældent.

Tilbage i slutningen af september blev man i Park City i Utah også ramt af et tidligt snevejr. Byen ligger dog i omkring 2000 meters højde.

Ud over Montana har staterne Wyoming og Colorado også fået vintervejret at føle.