Pludseligt tordenvejr og intens regn ramte Sjælland

Tordenvejret forårsagede kortvarigt voldsom regn og talrige lynnedslag.

Kraftige tordenbyger ramte onsdag formiddag Falster, Møn og Sjælland med adskillige lyn og intens regn.

De opstod ganske pludseligt på en mindre frontzone, som onsdag lå tværs hen over Danmark.

Luften i forbindelse med frontzonen var ret ustabil, og det gav altså anledning til, at bygerne i løbet af kort tid blev kraftige og med torden.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 millimeter regn over en periode på maksimalt seks timer.
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 millimeter regn over en periode på maksimalt 30 minutter.
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Radaranimationen ovenfor viser, hvor tordenvejret slog til mellem klokken 09.00 og 11.00 onsdag formiddag.

Lyn på himlen mellem Stenmagle og Ugerløse på Sjælland om formiddagen den 27. september 2017.
Lyn på himlen mellem Stenmagle og Ugerløse på Sjælland om formiddagen den 27. september 2017. Foto: Stine Cramon Hansen / Privatfoto

Flere end 300 lyn slog ned

Tordenbygerne ramte især et område fra Møn og det nordlige Falster videre over Syd- og Midtsjælland til Odsherred.

Ifølge DMI's lynpejlesystem gav tordenvejret over 300 lynnedslag frem til onsdag middag.

Der var ligeledes meldinger om kortvarig, men intens regn.

Tordenvejr gav 17 millimeter regn

I Holsted i udkanten af Næstved faldt 17,6 millimeter regn på de 53 minutter, som uvejret varede. Heraf fik man 5,0 millimeter på 5 minutter og 11,5 millimeter på 30 minutter.

Radarbillede onsdag den 27. september klokken 11.05 viser tordenvejret tværs over Sjælland.
Radarbillede onsdag den 27. september klokken 11.05 viser tordenvejret tværs over Sjælland. Foto: TV 2 VEJRET

Det var ikke helt nok til at definere det som et skybrud.

Det betegnes først som skybrud, hvis der falder mere end 15 millimeter regn på en halv time.

Linjen med regn- og tordenbyger strækker sig onsdag middag videre over Djursland til Thy, men der bliver næppe tale om helt så intense byger i den vestlige del af landet som dem, der ramt øerne tidligere på dagen.