Orkanen Maria raserer ferieområder i Den Dominikanske Republik

Orkanen fortsætter efter sin hærgen nu ud i Altanterhavet.

Punta Cana på østkysten af Den Dominikanske Republik er et af de populære ferieområder, som mange dansker søger tilflugt til i den kolde og mørke tid herhjemme om vinteren.

Men det er også det område i landet, som natten til torsdag dansk tid er blevet ramt hårdest af orkanen Maria, efter den forlod Puerto Rico og nu har sat kursen mod nord ud mod Atlanterhavet.

Nedgraderet til en kategori 2-orkan

Maria ramte onsdag Puerto Rico som en kategori 4-orkan, men er siden blevet nedgraderet til en kategori 2-orkan med middelvindhastigheder nær 45 meter per sekund og kraftigere vindstød.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Orkanen har tabt lidt af pusten efter passagen af det kuperede terræn i Puerto Rico.

Orkanen Maria ramte den 20. september 2017 Punta Cana på østkysten af Den Dominikanske Republik.
Orkanen Maria ramte den 20. september 2017 Punta Cana på østkysten af Den Dominikanske Republik. Foto: RICARDO ROJAS / Scanpix Denmark

Centrum af orkanen passerede natten til torsdag cirka 80 kilometer øst om Punta Cana i Den Dominikanske Republik, men med middelvinde af orkanstyrke hele 95 kilometer ud fra centrum af uvejret, blev Punta Cana også ramt af orkanen.

Også Den Dominikanske Republik blev ramt. Video: Danny Høgsholt

Orkanen vil atter tiltage i styrke

Maria vil det meste af torsdagen fortsætte med at give voldsom regn og kraftig vind til den nordlige kyst af Den Dominikanske Republik, mens orkanen langsomt atter tiltager i styrke på vej mod nordvest, hvor den fredag ventes at passere lige øst om Turk- og Caicoøerne. 

Når det sker, ventes Maria at være en kategori 3-orkan med middelvindhastigheder over 50 meter per sekund.

Det sydøstlige USA ser dog ud til at kunne ånde lettet op og slippe for orkanens rasen.