Her rammer orkanens øje St. Croix med 340 kilometer i timen

National Hurricane Center kalder orkanen Maria for en potentielt katastrofal kategori-5 orkan.

Som den 10. mest voldsomme tropiske orkan nogensinde i Atlanterhavet og Caribien har kategori-5-orkanen Maria onsdag morgen ramt den tidligere dansk-vestindiske ø St. Croix, der i dag er en del af De Amerikanske Jomfruøer.

Og det er den værst tænkelige del af orkanen, der har ramt den sydvestlige del af St. Croix, herunder hovedbyen Frederiksted, med altødelæggende vindhastigheder.

Satellitbillede klokken 7.17 den 20. september 2017: Orkanen Maria rammer St. Croix.
Satellitbillede klokken 7.17 den 20. september 2017: Orkanen Maria rammer St. Croix. Foto: NOAA / GOES 16

I øjemuren, der omkranser orkanens øje, hvirvler et sandt inferno af tordenbyger, skybrud og vinde langt over grænsen for orkan.

Nordøst for øjet blæste det i middelvinden med 75 m/s, mens vindstødene var oppe over ekstreme 90 m/s - eller det, der svarer til mere end 340 kilometer i timen.

Ødelæggende vindhastigheder

Ifølge National Hurricane Center har man på den vestlige del af St. Croix målt en middelvind på 47 m/s. Det er langt over grænsen for orkan, der er på 32,6 m/s. De kraftigste vindstød blev målt til 61 m/s.

Da orkanen Allan ramte Danmark i oktober 2013, nåede vindstødene til sammenligning 53 m/s. De målte vindstød på St. Croix er så voldsomme, at hustage blæser af, mens mindre stabile bygninger vil blæse i stykker.

Enorme bølger og store mængder regn

Udover blæsten er kysten mod syd blevet ramt af en op til tre meter høj stormflod, hvor op til syv meter høje bølger brager ind mod kysten og giver både ødelæggelser og oversvømmelser i kystnære områder.

Dertil kommer de mere end 400 mm regn, som orkanen Maria ventes at give på St. Croix.

Værste tropiske orkan på St. Croix i 28 år

Sidst man oplevede noget lignende på den tidligere dansk-vestindiske ø, var i september 1989, hvor orkanen Hugo ramte.

Dengang omkom to personer, mens 80 blev kvæstet, og 90 procent af bygningerne på St. Croix blev enten ødelagt eller beskadiget.

Tidligere på måneden passerede orkanen Irma nord om De Amerikanske Jomfruøer, men ramte her især St. Thomas. Her blev den sydligere liggende St. Croix skånet for de mest voldsomme vinde.

Orkanen Maria

Fortsætter mod Puerto Rico

I løbet af dagen fortsætter orkanen Maria mod Puerto Rico. Her venter ligesom på St. Croix voldsomme altødelæggende vinde.