Ramt af voldsom kategori-5 orkan: Her passerer orkanens øje hen over caribisk ø

Den tropiske orkan Maria udviklede sig voldsomt, lige inden den ramte Dominica.

Den lille østat Dominica i Caribien er tirsdag morgen ved femtiden dansk tid blevet ramt af orkanen Maria, en voldsom kategori-5 orkan med vindstød på mere end 310 kilometer i timen.

Orkanens øje - det voldsommeste område i orkanen - passerede lige hen over den nordlige del af Dominica. Det er første gang i orkanhistorien, at en kategori-5 orkan går i land på den caribiske ø.

Rundt om orkanens øje, der har en diameter på 20 kilometer, blæser de voldsommeste vinde. Dette område betegnes som 'øjemuren' og er et stort inferno af voldsom regn, torden og vinde af orkanstyrke.

Den tropiske orkan Maria set fra satellit: Rammer den caribiske ø Dominica klokken 5 dansk tid den 19. september 2017
Den tropiske orkan Maria set fra satellit: Rammer den caribiske ø Dominica klokken 5 dansk tid den 19. september 2017 Foto: NOAA / GOES16

Har ramt Dominica med vindstød på 310 kilometer i timen

De sidste meldinger, der kom fra Douglas-Charles-lufthavnen på Dominica, lød ved midnat mandag aften dansk tid på vindstød af stormende kuling. Herefter lukkede lufthavnen ned.

Siden da har orkanen bevæget sig ind over øen med middelvinde omkring øjet på 70 meter per sekund og vindstød på 85 meter per sekund - eller det, der svarer til lidt over 310 kilometer i timen.

Det er vindhastigheder, der er altødelæggende og stort set identiske med de, som orkanen Irma for lidt under to uger siden lod feje hen over Barbuda, St. Martin og De Britiske Jomfruøer.

Guadeloupe og Martinique også ramt af orkanen Maria

Også på naboøerne Martinique og Guadeloupe er man natten til tirsdag og tirsdag morgen blevet ramt af orkanen.

I en afstand af 90 kilometer fra orkanens øje blæser det med orkanstyrke i middelvinden, og hele 170 kilometer væk er der storm i middelvinden.

Guadeloupe ligger under 100 kilometer fra, hvor orkanens øje passerede forbi, mens der er omkring 150 kilometer til Martinique.

Klokken 8 tirsdag morgen meldte Le Raizet-lufthavnen på Guadeloupe om vindstød af stormstyrke med 28 meter per sekund, mens Le Lamentin-lufthavnen på Martinique tidligere på morgenen var sluppet med stormende kuling, da vindstødene nåede 23 meter per sekund. 

Videoen herunder viser, hvorledes det så ud, da Maria passerede nord om øen Saint Lucia, der ligger syd for Dominica og Martinique.

Voldsom udvikling frem mod Dominica

Orkanen Maria udviklede sig ekstremt voldsomt, da den nærmede sig De Små Antiller fra vest med kurs direkte mod Dominica.

Mandag morgen var den 'blot' en kategori-1 orkan, men hen over det varme havvand og rolige atmosfæriske forhold tog den til i styrke, og allerede efter seks timer var den en kategori-3 orkan.

Mandag aften klokken 20 havde den udviklet sig til en kategori-4 orkan - og klokken to natten til tirsdag var den så på det højeste, man kan nå på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5. Ved mødet med land mistede den dog lidt af sin enorme kraft.

Klokken otte mandag morgen nedgraderede National Hurricane Center den tropiske orkan til at være en kategori-4 orkan. Maria bevæger sig nu frem mod de tidligere dansk-vestindiske øer, hvoraf især St. Croix kan blive ramt.

Værste tropiske orkan - nogensinde

Kun få gange tidligere er den lille caribiske østat blevet ramt af tropiske orkaner. Sidst det skete, var i 2015, hvor den tropiske storm Erika ramte Dominica og kostede 30 mennesker livet. Erika medførte desuden skader for over tre milliarder kroner.

Indtil mandag morgen var den værste orkan, der havde ramt Dominica, kategori-4 orkanen David fra 1979.