Vindstød af stormstyrke: Træer kan vælte – trampoliner og havemøbler kan blæse væk

16x9
Sådan kan havetrampolinen ende, hvis man ikke sikrer den. Foto: Bjarke Bo Olsen / Scanpix Denmark

Onsdagens meget blæsende vejr kan forvolde skader.

Har du på trods af det mere efterårsagtige vejr endnu ikke fået sat dine havemøbler ind, så kan det være en rigtig god idé at gøre det nu. Og når du er i gang, så kan du ligeså godt pakke havetrampolinen ned også.

Onsdag kan et stormlavtryk, der er på vej mod Danmark, nemlig give vindstød af stormstyrke hen over dele af landet.

Det er vindhastigheder, som kan få havetrampoliner, havemøbler og parasoller til at flyve gennem luften.

Der er så mange kræfter på spil, at disse store genstande kan forvolde skade på bygninger og i værste fald også være til fare for mennesker.

Ud over de ting, der står på terrasser og altaner, så kan onsdagens kraftige blæsevejr også give risiko for, at grene brækker af og træer vælter.

Kombinationen af det regnfulde vejr, der har gjort jorden blød, og de endnu løvklædte træer, som vinden med stor kraft kan gribe fat i, øger risikoen for brækkede grene og væltede træer.

Ifølge brancheorganisationen Forsikring og Pension, der ligesom hus- og haveejere har en stor interesse i, at en eventuel storm skal forvolde så små skader som muligt, så skal følgende råd følges, når der er varsel storm:

  • Fjern løse genstande udenfor huset (Parasol, havemøbler, trampoliner osv.)
  • Knækkede eller visne grene bør fjernes
  • Luk porte, døre og vinduer
  • Ved nybygning eller større udvendig reparationsarbejde: fastgør presenninger, tjek stilladser, afstiv byggematerialer og nyopførte konstruktioner, der bliver påvirket af vinden
  • Hav aftale med andre beboere om hjælp, hvis du ikke er hjemme