Prognose: Sådan fortsætter orkanen Irma sin hærgen

Efter at have ramt De Små Antiller og Jomfruøerne hårdt, er orkanen Irma nu på vej mod Bahama-øerne og Florida.

Flere øsamfund blev onsdag ilde tilredt, da kategori 5-orkanen Irma fejede hen over det østlige Caribien.

Det gik blandt andet ud over den hollandsk-franske ø Saint Martin, hvor franskmændene oplyser, at 95 procent af den franske del af øen er ødelagt.

Orkanens øje ramte caribiske øer

Saint Martin, der mest af alt er kendt for sin lufthavn, blev ramt af orkanens øje og de tilhørende ekstreme vinde i øjemuren, da Irma bevægede sig ind over øen tidligt onsdag morgen lokal tid.

Også den tidligere dansk-vestindiske ø, Sankt Thomas, blev onsdag ramt af Irmas voldsomme vinde.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Natten til torsdag dansk tid har Irma bevæget sig nord om Puerto Rico, hvor man trods kraftig blæst og masser af regn er sluppet mere nådigt end mange øer længere østpå.

Satellitbillederne viser orkanen over Caribien natten til torsdag. Video: Danny Høgsholt

Irma på vej mod Bahama-øerne og Florida

Og nu fortsætter en af de værste tropiske orkaner i Atlanterhavet nogensinde sin videre færd væk fra Puerto Rico og frem mod blandt andet Bahama-øerne og senere Florida.

Især de sydøstlige Bahama-øer ventes at blive hårdt ramt af Irma, som fortsat er en kategori 5-orkan, torsdag aften og nat dansk tid, inden uvejret bevæger sig ud i Florida-strædet.

Når det sker viser prognoserne, at Irma tager et skarpt højresving mod nord, hvor den tidligt søndag morgen dansk tid vil ramme det sydøstlige Florida og herfra bevæge sig videre op langs den folkerige, floridanske østkyst.

Varmt vand gør Irma voldsom

Florida-strædet mellem Cuba og Florida har havtemperaturer helt oppe omkring 31 grader, hvilket er 'benzin på bålet' for en tropisk orkan som Irma. 

Derfor ventes orkanen fortsat at være minimum en kategori 4-orkan, når den rammer det sydøstlige USA.

Ødelæggelserne er omfattende efter orkanens hærgen. Video: Danny Høgsholt

De nuværende prognoser viser, at Miami, som nærmest symbolsk er dér, hvor det nationale amerikanske orkancenter holder til, kan blive ramt direkte af Irma.

Også staterne Georgia og South Carolina kan i begyndelsen af næste uge blive ramt af Irma.

Torsdag morgen dansk tid forlyder det, at Irma indtil videre har kostet syv mennesker livet i Caribien.