Ikke set i syv år: Der er nu tre tropiske orkaner i Atlanterhavet

Atlanterhavet, Caribien og Den Mexikanske Golf koger lige nu - og flere steder trues man nu af tropiske orkaner.

Irma er ikke den eneste tropiske orkan, der lige nu med voldsomme vindhastigheder blæser hen over området fra Den Mexikanske Golf i vest til Atlanterhavet i øst.

Den har fået følgeskab af to andre tropiske orkaner, der er dannet i ly af Irma. Det er orkanen Jose, som ligger over Atlanterhavet øst for Irma, og så er det orkanen Katia, der er blevet dannet dybt inde i Den Mexikanske Golf.

Torsdag morgen er der tre tropiske orkaner i Atlanterhavet, Caribien og Den Mexikanske Golf. Det er ikke set siden 2010.
Torsdag morgen er der tre tropiske orkaner i Atlanterhavet, Caribien og Den Mexikanske Golf. Det er ikke set siden 2010. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Flest samtidige orkaner siden 2010

Det er første gang i syv år man i Atlanterhavet, Caribien og Den Mexikanske Golf ser tre tropiske orkaner dannet samtidig.

Senest det skete, var da de tre tropiske orkaner Igor, Julia og Karl samtidig hvirvlede rundt i Atlanterhavet og Caribien midt i september 2010.

Kun to gange har man set flere tropiske orkaner dannet samtidig. Det var i 1893 og 1998, hvor hele fire orkaner fyldte det område i Atlanterhavet, hvor man betegner tropiske orkaner som hurricanes.

Irma har fået selskab af José og Katia. Video: Danny Høgsholt

Foreløbig meget aktiv orkansæson

Med de to nye orkaner er man nu oppe på 11 navngivne tropiske storme eller orkaner i Atlanterhavet og Caribien, hvoraf de seks har udviklet sig til orkaner, mens Harvey og Irma er blevet til det, der kaldes kæmpeorkaner med en kategori-3 eller derover.

Det er den foreløbige kulmination på en meget aktiv orkansæson, som, selvom man kun halvvejs, allerede har givet det antal storme og orkaner, der normalt dannes i løbet af et helt år.

Jose er truer allerede ramte caribiske øer - mens Katia rammer Mexico

Mens Irma som en kategori-5 orkan tager en bane frem mod USA, så ligger Jose længere ude over Atlanterhavet. Den er torsdag en kategori-1 orkan, men kan i de kommende døgn udvikle sig til en voldsom kategori-3 orkan, der nærmer sig De Små Antiller, som netop er blevet ramt af Irma.

Herefter ventes den at tabe pusten over den nordlige del af Atlanterhavet.

Katia ligger som en kategori-1 orkan i den sydlige del af Den Mexicanske Golf i Campechebugten mellem Yuacatamhalvøen og det mexikanske fastland.

Her truer den Mexicos kyst inden for det kommende døgn, som den kan ramme som en kategori-2 orkan.