Her rammer orkanen Irma caribisk ø med 360 kilometer i timen

Der meldes om omfattende ødelæggelser på Saint Martin efter orkanens hærgen.

Med altødelæggende vindstød passerede den tropiske orkan Irma tidligt onsdag morgen lokal tid tværs hen over den hollandsk-franske ø Saint Martin - eller på hollandsk Sankt Maartens.

Her kunne man via webcams og opdateringer på Facebook, Twitter og Instagram følge med i, hvorledes den næstkraftigste tropiske orkan gennem tiderne raserede det normalt fredelige ferieparadis.

Saint Martin er især kendt for sin lufthavn, hvor turister flokkes om at komme tæt på startende og landende fly.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Irma ramte øen direkte med sit øje og dermed også den voldsomste del af en tropisk orkan - øjemuren.

I området lige omkring øjet findes talrige tordenbyger, der hvirvler omkring øjet med enorm hastighed. Irmas øje har en diameter på hele 40 kilometer.

Da Irma passerede den hollandsk-franske ø, blev vindhastigheden i øjemuren anslået til 82 meter per sekund med vindstød, der var helt oppe på 100 meter per sekund eller det, der svarer til 360 kilometer i timen.

Infrarødt satellitbillede af Irma den 6. september klokken 11.40 dansk tid kort tid før orkanen ramte Saint Martin.
Infrarødt satellitbillede af Irma den 6. september klokken 11.40 dansk tid kort tid før orkanen ramte Saint Martin. Foto: GOES-16 / NOAA

Videoen øverst på siden viser, hvorledes det så ud på Saint Martin, da øjemuren passerede. 

Ud over de ekstreme vindhastigheder er kysten langs øen blevet ramt af en mere en tre meter høj flodbølge.

Ifølge opdateringer på flere sociale medier er der omfattende ødelæggelser. Huse og bygninger er ødelagt ligesom flere kystbyer står under vand. 

Der er foreløbigt ingen meldinger tilskadekomne fra den fransk-hollandske ø, der ligger i øgruppen De Små Antiller øst for de tidligere dansk-vestindiske øer.