Blæsende søndagsvejr - men med masser af sol

Du kan glæde dig til en solrig søndag - men det bliver køligt og blæsende.

Efter en lørdag med regn og byger venter en blæsende søndag, men finder man et sted med lidt læ, kan man nyde den sol, der også kommer.

En front med regn, der passerede lørdag efterfølges af relativ kølig luft, som søndag vil strømme ind over Danmark.

Men det er relativ tør luft, der blæser frem mod os, så der er trods det blæsende vejr gode chancer for at få en solrig dag i det meste af landet.

Søndagen begynder med lidt skyer flere steder og med blæsende vejr i Nordvestjylland.

I løbet af dagen aftager vinden langsomt, mens der kommer mere og mere sol.

De fleste steder vil man få en solrig dag, og på Sjælland, Fyn og i den østlige del af Jylland kan man få en skyfri dag fra morgen til aften.

Prognose: Temperaturer søndag klokken 15.
Prognose: Temperaturer søndag klokken 15. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Selv om der venter en solrig dag, så vil blæsten og de ikke særligt sommerlige høje temperaturer nok holde de fleste fra stranden.

I løbet af dagen ventes temperaturen blot at nå op mellem 17 og 19 grader.