Total solformørkelse i USA - bliver den mest sete nogensinde

Det bliver en verdensbegivenhed, når en total solformørkelse passerer tværs gennem USA.

På mandag den 21. august vil man fra 14 amerikanske stater kunne se en total solformørkelse, når Månen i mere end to minutter bevæger sig ind foran Solen og efterlader et mere end 4000 kilometer langt spor af mørke efter sig.

Det er den første totale solformørkelse i USA i 38 år. Ikke siden den 26. februar 1979 har amerikanerne kunnet opleve dette spektakulære fænomen, der ventes at blive den mest sete solformørkelse nogensinde.

Solen 'slukker' i mere end to minutter i 14 amerikanske stater

Den totale solformørkelse begynder over Stillehavet den 21. august klokken 18.48 dansk tid og vil med en hastighed på 3600 kilometer i timen bevæge sig frem mod USA's vestkyst, hvor den klokken 19.15 for første gang vil kunne ses i staten Oregon.

Herfra vil den totale del af solformørkelsen bevæge sig mere end 4000 kilometer tværs gennem USA. Solformørkelsens centerlinje passerer gennem 12 stater, men den totale del af formørkelsen kan ses fra 14 amerikanske stater.

Når den totale del af solformørkelsen kulminerer, vil den vare 2 minutter og 41 sekunder.

Klokken 20.49 dansk tid vil den totale solformørkelse for sidste gang kunne ses i USA fra South Carolina.

Herfra fortsætter den totale solformørkelse videre ud over Atlanterhavet og møder solnedgangen lige sydvest for Kap Verde-øerne. I alt vil der da have været total solformørkelse i en over 13.000 kilometer lang bane.

I Danmark kan solformørkelsen akkurat ses langs Den Jyske Vestkyst ved solnedgang. Her vil Månen dække op til knap en procent af solskiven. Med andre ord vil Månen akkurat 'kysse' toppen af solskiven ved solnedgang.

Bliver den mest sete totale solformørkelse - nogensinde

Den totale solformørkelse den 21. august bliver en kæmpe begivenhed og har fået navnet 'The Great American Eclipse'.

Solformørkelsen ventes at blive den meste sete nogensinde, og den kommer til at overgå den totale solformørkelse i Europa i 1999.

Selvom den totale solformørkelse ikke vil kunne ses fra nogle af USA's millionbyer, så bor der 12,7 millioner mennesker i den totale del af solformørkelses bane, mens der bor mere end 250 millioner mennesker mindre end en dags kørsel derfra.

Dertil kommer de tusindvis af mennesker, der rejser til USA for at opleve solformørkelsen. 

De største byer, man kan se den totale solformørkelse fra, er Nashville, Kansas City og St. Louis.

Derudover vil en delvis solformørkelse kunne ses fra stort set hele Nordamerika samt fra den vestligste del af Europa.

Det anslås, at 350 millioner så solformørkelsen i 1999 - enten som total eller delvis. Den 21. august vil dette antal med sikkerhed blive overgået.

Dertil kommer dækningen på tv og internet, hvor over en milliard mennesker forventes at se med. Også på TV 2 VEJRET dækkes solformørkelsen.

Over 100 år til næste danske totale solformørkelse

Der forekommer årligt solformørkelser, men totale solformørkelser er relativt sjældne, og mellem 2011 og 2020 vil der kunne komme seks totale solformørkelser.

Den næste totale solformørkelse på Jorden kan ses fra Chile og Argentina i juli 2019.

Et givet sted på Jorden sker det kun med lidt over 500 års mellemrum, at man kan se en total solformørkelse.

Så vil man opleve en total solformørkelse, skal man rejse efter det. Den næste totale solformørkelse i Danmark kan først ses den 25. maj 2142, og så kan den endda kun ses fra Bornholm.